Alle kender til historien omkring Dannebrog, der falder fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse lørdag den 15. juni 1219, og vort mentale billede af dette er stærkt påvirket af CA Lorentzens (1749-1828) mesterværk fra 1809 om begivenheden der kan ses på Statens Museum for Kunst. Saxo nævner i Gesta Danorum: ” jeg ønsker mig kun under Korsets Banner ”. Denne samtale mellem Kong Valdemar den Store og en saksisk ridder fandt sted i samme år, hvor ”Absalon for at hemme Sørøveriet, lagde Grunden til en ny fæstning paa Salt-Holm, som vel maatte kaldes et godt Dannevirke af Smaasten”, dvs. år 1167 (stadfæstes 21 oktober 1186 af Pave Urban III, hvilket dokument kan ses i Kjøbenhavns Diplomatarium side 1, bind I), og forinden erobringen af Vendernes borg Arkona på Rygen, hvorunder deres afgud Svantevit (Sventovit) bliver nedlagt. Dette sker i år 1169 (kapitel Valdemar den Store 12:78). Dannebrog har derfor nok eksisteret allerede på dette tidspunkt.

Det menes at Dannebrog blev givet til Kong Valdemar Sejr som hans personlige mærke af Pave Honorius III (pave år 1216-1227), men man ved ikke om dette er sandt. Originalen befandt sig i Slesvig Domkirke ind til tidens tand fik det til at smuldre bort i år 1660.

Sergei V. Rjabchikov forklarer i en artikel omhandlende samatisk/skytisk indflydelse på dekorativ kunst, at et korstegn var samaternes og skyternes tegn for ”livet.” Dette er bevist ved utallige arkæologiske fund. Korstegnet kaldtes for ”ay.” På oldindisk sagde man ”ayus.” På oldnordisk sagde man ”ei” eller ”ey” i betydningen af ”altid” som f.eks. i sætningen ”ei ok ei” der betyder ”evigt og altid.”

Den kristne historieskriver Minucius Felix ( ca. år 250 e.Kr.) skriver i sit værk ”Octavius” (kapitel XXIX) følgende:

....For i dette hentyder du til vor religion tilbedelse af en kriminel og hans kors. Du vandrer langt fra sandhedens område ifald du tror enten at en kriminel fortjente, eller at en levende person var i stand til, at blive troet Gud.

.... Kors, ydermere, vi hverken tilbeder eller ønsker. Du, derimod, der indvier guder af træ, påskønner trækors, måske som en del af dine guder. For dine standarder, såvel som dine bannere; og lejrflag, hvad er de andet end gyldne kors og udsmykkelse? Dine sejrstrofæ ikke blot imiterer tilsynekomsten af et simpelt kors, men også det af en mand naglet til det.”

Før vi kommenterer ovennævnte skal vi lige afklare at kors på oldnordisk hedder ”kross”, på oldengelsk ”cros” og på latin ”crux.”

Det første Minucius Felix siger er, at de tidlige kristne ikke anså Jesus som Gud. Det andet han siger er at korset ikke var en del af det kristne ritual. Det tredje han siger er at korset, såvel i træ som på bannere, var en del af vore oprindelige skikke. Med andre ord, korset er ikke en original kristen skik.

Til trods for at det er almindeligt accepteret af forskere at korset ikke er en kristen skik, så er dette faktum overhovedet ikke forstået af nutiden. At korset er en urskik, og vi behandler senere forbindelsen mellem verdenstræet og trækorset, viste englænderen Sir J. G. Wilkinson (år 1797-1875) i sin bog ”Wilkinson’s Egyptians” fra 1837-41 ved følgende:.

Wilkinson var den første til at lave et gennemgående studie af gravkamrene i ”Valley of the Kings.”

Wilkinson (vol. 5, side 283-284) skriver direkte at ”Tau” hieroglyffen, der er et kors, blev overtaget af de tidlige kristne i egypten.

Vi kan derfor sige følgende om vort nuværende Dannebrog: Den røde farve var krigerrangen af Ase- og Tanifolkets farve. Korstegnet var vort symbol på livet og betyder ”altid.” Dannebrog kan derfor symbolsk siges at betyde ”Danerne og Danmark for evigt.”

De fleste ved, at oprindelsen til Dannebrog var Danebroge, eller Danernes klæde, og at dette flag, banner eller merki var kendt som Ravnefanen, og bestod af et klæde med Odins to ravne, Hugin og Munin, broderet i sort på hver side. Ravnefanen bliver verdenskendt i vikingetiden, dvs. fra 800 tallet e.Kr. fremefter. Op til dette tidsrum, og derefter, benyttede vore forfædre Dragemærket, som var medbragt under folkevandringen. Vi ved ikke om Dragemærket også har haft tilnavnet Danebroge.

Ravnefanen
Det første der må slås fast er, at Ravnefanen ikke var et universalt flag for vikingerne. Alle historiekilder fra samtiden skriver, at en fane tilhørte en bestemt vikingehøvding eller regionalkonge, og dem var der jo ganske mange af i vikingetiden. Ravnefanen havde mange udformninger, dog ikke rektangulær som vi forestiller os det i dag, og farver, ligesom den enkelte konges flag havde et navn. Det var ej heller alle høvdinger der brugte Ravnefanen, og hvorfor bliver klart om et øjeblik.

Vi hører fra Snorre i Magnúss Saga Blinda og Haralds Gilla (Heimskringla) i år 1135 e.Kr.:

2. Frá her Haralds konungs og Magnúss konungs
Þar næst var blásið og gekk lið Haralds konungs allt út frá býnum í akurgerði nokkuð og settu þar upp merki sín.

.Som jeg oversætter til:

2. Haralds og Magnus styrker
Så hørtes krigshornene og alle Haralds mænd gik fra huset til en afgrænset mark, og satte op deres bannere.

Og på engelsk:

2. Of the forces of Harald and Magnus
Then the war-horns sounded, and all Harald's men went out from
the house to an enclosed field, and set up their banners.

Vi kan derfor se at der var mange bannere i brug på samme tid.

Det første vi hører om Ravnefanen er i år 878 i The Anglo-Saxon Chronicle for det år (skrevet af mange historieskrivere mellem år 891-1154 og dækkende perioden fra år 823, muligvis år 754). Her skrives at Danernes hær tog til Chippenham og slog sig ned. I vinteren samme år ankom broderen til Ívarr (Inwæres) og Hálfdan (Healfdenes) til Wessex i Devonshire med 23 skibe. Han blev dræbt, og 800 mænd med ham. Samtidig toges også krigsfanen, gunfani, ” som de kaldte ravnen.”

Betegnelsen ”gunfani” brugtes overalt i nordbolandene og på de britiske øer. Det oprindelige ord menes at være "gunþjâ" (krigs) + ”fanno” (fane). På oldengelsk sagde man ”guðfana.” Senere brugtes betegnelsen udelukkende til den vimpel der sad under lansespidsen. Tænk på ridderturneringen fra Ivanhoe.

I annalerne fra St. Neots, (skrevet cirka år 1105), beskrives ovennævnte begivenhed igen.

” Det siges at 3 søstre af Hingwar (Inwaer/Ívarr/Ivar the Boneless) og Habba (Hubba/Ubbe), dvs. døtrene af Ragnar Loðbrók havde vævet dette banner og gjort det færdig på en dag. Det siges yderligere, at hvis de skulle vinde slaget under dette signum, der skulle der kunne ses i midten af dette signum, en ravn baskende sine vinger. Men hvis de skulle tabe slaget, da ville ravnen hænge stille.” (Lukman, s. 141)

Vi skal her hurtigt forklare hvem Ragnar Loðbrók (Regnar/Regner Lodbrok/Lodbrog) var. James H. Todd (1805-1869), grundlæggeren af Irish Archaeological Society skriver i ”Wars of the Gaedhil with the Gaill” (side 152/3) at Ragnar Loðbrók er identisk med vikingehøvdingen Turgesius der invaderede det nordlige Irland i år 832 e.Kr. og plyndrede Armagh 3 gange på en måned! Han grundlægger Dyflin i år 841 e.Kr. men bliver slået af den keltiske Kong Maelseachlann I. i år 846 e.Kr. Heri er George A Little enig i bogen ” Dublin before the Vikings”(side 28).

Hvad Dublin/Dyflin oprindeligt betød foreligger der ingen enighed om. Ordet er sammensat af de keltiske og derfor indoeuropæiske ord ”Dubh” + ”Linn.” I den irske nationale selvforståelse i det 20. århunderede er dette blevet oversat til ”Den sorte sø” som skulle være identisk med søen der kan ses i Dublin Zoo. Det har den nationalistiske følge at irerne, og ikke Danerne, grundlagde Dublin. Imidlertid ved vi med sikkerhed at Danerne fra Danmark ved ankomsten i år 841 e.Kr. blev kaldt ”Dubh” eller ”De Sorte” under henvisning til farven på skjoldene. Ordet ”Linn” har, udover ”sø” også betydningen ”race, afkom, familie og bugt.” Derfor er sandheden nok at Dublin betyder ”De sortes (bugt)” og var en henvisning Danerne. Vi genser en sådan navngivning i Tallinn, ”Tani” + ”Linn” eller ”Danernes by.”

Geffrei Gaimar’s Lestorie des Engles solum la Translacion Maistre (skrevet år 1135-1138) nævner ravnefanen i slaget ved Cynuit i år 878:

Ravnen var Ubbe’s banner (gumfanum). Han var broder af Iware (Ívarr). Han blev begravet af Danerne ved en meget stor gravhøj i Devonshire med navnet Ubbelawe. (Lukman, s.141-142).

Den næste kilde er skrevet i et kloster i St. Omer i 1041-1042, Cnutonis regis gesta sive Encomium Emmae Reginae, auctore Monacho Sancti Bertini eller bedre kendt som Gesta Cnutonis, der nævner at en vikingehær under Kong Knud I Den Store (King Canute) (f.995, regent England 1016, regent Danmark 1018, d. 1035) havde en Ravnefane under slaget ved Ashington, Essex der fandt sted år 1016.

Her skrives:

Erat namque eis uexillum miri portenti, quod licet credam posse esse incredibile lectori, tamen, quia uerum est, ueræ inseram lectioni. Enim uero dum esset implicissimo candidissimoque intextum serico, nulliusque figure in eo inserta esset imago, tempore belli semper in eo videbatur coruus ac se intextus, in uictoria suorum quasi hians ore excutiensque alas, instabilisque totoque corpore demissus.

Som jeg oversætter til:

” For Danerne havde et banner med en forunderlig egenskab som, selvom jeg tror det vil synes utroligt for læseren ikke destomindre fordi det er sandt vil jeg for sandhedens skyld tilføje det. For selvom det var vævet af et meget simpelt lyst silke og ingen figurer havde broderet på det, synes det altid i krigstider at en ravn var at finde derpå, ved sejr åbnene sit næb og baske sine vinger, rastløs på sine fødder, men meget stille og hængende med hele sin krop i nederlag.” (Hrafnhildur Bodvarsdottir, s.111)

Saxo nævner også slaget ved Ashington (man kan udlede dette da Saxo skriver at Knud I Den Store efter slaget deler England med Kong Edward. Sidstnævnte var King Edmund II (Ironside) (f. 989, regent april-november 1016). ” Og alt var midt i Kampens Hede det danske Banner nedhugget” (kapitel Gamle Knud 8:45). Tymme Sællandsfar bliver udnævnt til bannermester efter slaget. Man kan ikke fra Saxo se om dette banner var en Ravnefane, hvilket ikke er så mærkværdigt, da Gesta Danorum jo var et kristeligt propagandaarbejde, men sammenholdt med Gesta Cnutonis kan vi nu sige, at det har det været.

William Ramsay, biskoppen af Crowland (død 1180) skriver i hans skrift Vita et Passio Valdevi om hvorledes Sivard (Sigvarðr) forlader Danmark, sejler forbi Ørkenøerne (Orkney islands) og ankommer til Northumbriakysten, der bliver hærget af en drage. En gammel mand fortæller Sivard at han skal drage sydpå, og at der ikke er nogen drage. For at overbevise Sivard drog den gamle mand frem et banner som bevis, og han kaldte dette banner Ravenlandeye. (Lukman, s. 148)

Ovenævnte bemærkning fra den gamle mand om dragen er vigtig og vi vender tilbage til, hvad det faktisk er han siger.

Biskoppen forsætter med at forklare:

Som jeg oversætter til:

Overgangsperioden

Engelske kilder siger, at Richard I the Lionheart (regent 1189-1199) bringer The Cross of St. George til England omkring år 1190 efter have set det i en drøm, selvom det først ses på engelske skibe fra år 1284. Hvis Dannebrog er fra omkring år 1167 eller tidligere, og vi ved med sikkerhed at Ravnefanen var i brug i år 1066, så sker overgangen fra Ravnefanen til korsfanen formentlig over en ganske kort periode i midten af 1100 tallet.

Dragemærket

Nordmanden Hallvard Trætteberg skrev i 1966 en artikel i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder (vol. XI, Oslo). Han fremhæver at kun et begrænset antal høvdinger og konger benyttede Ravnefanen, hvoraf de fleste er nævnt ovenfor. Da engelske kilder er flittige til at skrive, og da vore forfædre var så venlige at besøge de britiske øer ganske ofte, hører vi mest om Ravnefanen, der jo sammen med den gyldne vindfløj skabte rædsel hvorend den sås, da det normalt var ensbetydende med umiddelbart forestående død og ødelæggelse.

Det er også nødvendigt at fremhæve at banneret dengang ikke havde samme symbolske betydning som den korsfanen fik med hensyn til empireopbygning, dvs. man planter fanen i jorden i Monarkens navn, og udbygger riget. Der synes ej heller at have været tilknyttet nogen speciel religiøs betydning til banneret.

Heldigvis kender vi til Samaternes banner fra arkæologi i fra deres base syd for Lancaster. På Grosvenor Museum i Chester, England findes to brudstykker af en gravsten, der viser en Samatisk kriger. Med begge arme udstrakt holder han et Dragemærke.