I sommeren 1991 gav antropologen Valery P. Alexeev fra Moskva et foredrag på Harvard Universitetet omkring 6 kongeriger i Euroasien i stenalderen. Et af disse kongeriger hed Vani.

Vani kongeriget lå , og byen Vani ligger der stadig, 40 km vest fra Georgiens anden største by Kutaisi, på østkysten af Sortehavet. Byen Vani ligger hvor Sulori og Rioni flyder samme (Rioni floden hed oprindeligt Phasis floden). Kongeriget eksisterede fra år 700 f.Kr. til år 100 e.Kr. Sprogforskere ved ikke hvilket sprog der blev talt men man gætter på tidligt Zanic (dialekt af indo-europæisk der blev talt syd for Kaukasusbjergene). Der er dog også fundet gravstene med urgræske inskriptioner. Man ved at Vani-folket kunne behandle jern og bronze. Den græske indflydelse begynder i 400 tallet f.Kr. Man ved at omkring år 50 f.Kr. bliver byen Vani ødelagt.

Her er hvad Snorre siger om beliggenheden af Vanehjem eller Vaneland i Heimskringla under Ynglinga Sagaen. Han taler om Don-floden og siger:

1. Hér segir frá landaskipan
"..... sú er að réttu heitir Tanaís. Hún var forðum kölluð Tanakvísl eða Vanakvísl. Hún kemur til sjávar inn í Svartahaf. Í Vanakvíslum var þá kallað Vanaland eða Vanaheimur.

Det oversætter Grundtvig til:

1.Om Magle-Sverrigs Beliggenhed

”.......og hedder med sit rette navn Tanais, men blev i gamle Dage kaldet Tana-kvisl eller Vana-kvisl; denne Elv, som falder ud i det Sorte Hav, gjør skel imellem Asien og Europa, og imellem dens arme ligger et Land, som kaldes Vane-Land eller Vane-hjem.”

Snorres beretning om beliggenheden af Vanehjem er et hundrede procent i overensstemmelse med hvor Vani kongeriget rent faktisk lå.

Snorre skriver i Ynglinga sagaen:

4. Ófriður við Vani

"Óðinn fór með her á hendur Vönum en þeir urðu vel við og vörðu land sitt og höfðu ýmsir sigur. Herjuðu hvorir land annarra og gerðu skaða. En er það leiddist hvorumtveggjum lögðu þeir milli sín sættarstefnu og gerðu frið og seldust gíslar. Fengu Vanir sína hina ágæstu menn, Njörð hinn auðga og son hans Frey, en Æsir þar í mót þann er Hænir hét og kölluðu hann allvel til höfðingja fallinn. Hann var mikill maður og hinn vænsti. Með honum sendu Æsir þann er Mímir hét, hinn vitrasti maður, en Vanir fengu þar í mót þann er spakastur var í þeirra flokki. Sá hét Kvasir....... Njörð og Frey setti Óðinn blótgoða og voru þeir díar með Ásum. Dóttir Njarðar var Freyja. Hún var blótgyðja. Hún kenndi fyrst með Ásum seið sem Vönum var títt."

Som Grundtvig oversætter til:

2. kapitel Om Odin og hans selskab

”.... Iblandt Odins krige er den, han førte med Vanerne, særdeles mærkværdig; thi Vanerne tog kjækt imod ham, og da lykken var ustadig, kom der ikke andet ud af sejrene, som hærene skiftevis vandt, end Ødelæggelse på begge sider. Til sidst blev derfor begge folkene kjede af legen, gik på forlig og sluttede fred. Til ydermere stadfæstelse gav man hinanden gisler. Aserne skikkede en høj og dejlig mand, ved navn Høner, som de sagde var ret skabt til høvding, og den højvise Mimer; til gjengjæld sendte Vanerne dem deres fornemste mænd: Njord hin rige med Frej hans søn, og Kvaser, som var den største vismand i deres land.........Njord og Frej gjorde Odin til offerpræster og Dier i Asgård, og Njords datter Freja, som først lærte Aserne den vaniske troldom: Sejd, satte han til præstinde.”

Og på engelsk:

4. Of Odin’s War With The People of Vanaland.

”Odin went out with a great army against the Vanaland people; but they were well prepared, and defended their land; so that victory was changeable, and they ravaged the lands of each other, and did great damage. They tired of this at last, and on both sides appointed a meeting for establishing peace, made a truce, and exchanged hostages. The Vanaland people sent their best men, Njord the Rich, and his son Frey. The people of Asaland sent a man called Hone, whom they thought well suited to be a chief, as he was a stout and very handsome man; and with him they sent a man of great understanding called Mime. On the other side, the Vanaland people sent the wisest man in their community, who was called Kvase...... Odin placed Njord and Frey as priests of the sacrifices, and they became Diar of the Asaland people. Njord's daughter Freya was priestess of the sacrifices, and first taught the Asaland people the magic art, as it was in use and fashion among the Vanaland people.”

Ovenævnte beretning lyder umiddelbart som en krigsberetning, men med forøgelsen af samtidsforståelsen står det snart klart, at denne beretning ikke er en krig i traditionel forstand, og skal læses med en anden fortolkning. Et af de største tvivlsspørgsmål er oversættelsen og fortolkningen af ordet ”gíslar.” Denne traditionelle fortolkning har altid været det nærliggende ”gidsel” og det benyttes i såvel danske som engelske oversættelser. Det oldnordiske ord ”gísl” har imidlertid to betydninger, ”gidsel” og ”stråle.” Isoleret set kan det ikke retfærdiggøres at erstatte betydningen af ”gísl” til ”stråle” i betydningen af ”at forbinde.”

Georges Dumézils bog fra 1959 der i den engelske oversættelse blev til ”Gods of the Ancient Northmen,” og er en del af pensum på universiter verden over i studiet af sagaerne, har en ganske vigtig oplysning. Her vises det ganske overbevisende at krigen mellem Aserne og Vanerne har en dyb indo-europæisk mytologisk rod til Vedaerne og længere tilbage. Aserne, som de dynamiske fremadseende krigere mod Vanerne som statiske bønder med en kultur baseret på fortiden. Krigen mellem Aserne og Vanerne er med andre ord en fortælleteknik hvor man ved at vise hvem man ikke er, viser hvem man er. Dette benyttes i allerhøjeste grad i dag, hvor mange nordboere bruger megen tid på at forklare alle at vi ikke er hverken tyskere eller (upplands)-svenskere, og det er nok til at forklare hvem vi er. At dette ingenlunde er et tilfælde vil jeg om et øjeblik forklare idet jeg mener at modsætningen mellem Aser og Vaner er identisk med modsætningen mellem Daner, Angler, Saksere og Frisere på den ene side, og Germanere på den anden.

Tænker vi lidt på ord i det danske sprog ser vi straks brugen af ordet ”vane” i meget vigtige betydninger: Uvane, dårlig vane, sædvane, vanvittig, vanart, vanhellige, vanrøgt og vansinnig (svensk – vanesind). Brugen af ”vane” genfindes naturligvis i oldnordisk og der er utroligt mange af dem lige fra ”van-drengr” (uærlig person), van-gæzla (skødesløs), vanheiligr (syg), vankunnandi (mangel på kunnen/viden) til vanmenna (værdiløs person). Som vi måtte forvente findes ordet ligeledes på engelsk; ”vane” (forfængelig), ”in vane” (forgæves), ”vanish” (forsvinde, uddø fra det oldfranske ”esvanir”). På estisk betyder ”vane” ”gammel.” Vi kan se på alle ordene hvori ”vane” indgår, at ordet er negativtladet og noget man ikke ønsker at forbindes med.

Vender vi nu tilbage til oplysningen om at Vane-hjem/Vanaheim/Vani kongeriget fysisk lå i området op til ”Odins store besiddelser” så kan Vani kongeriget have betydet at der her boede en del af vor eller en beslægtet stamme, der fulgte et sæt af skikke, som vi i samtiden fandt upassende og derfor kaldte ”Vanerne.”

Når vi når frem til beskrivelsen af befolkningerne i nord-Germanien vil vi ligeledes finde et folk, eller en befolkningsgruppe, der beskrives i en variation af ”Vanerne.” Vi ved at folket bor i Saksernes område med Rhinen (Frankfurt) som den nedre grænse, men man kender intet til hvad der blev af dette folk. Derfor regner man med at dette folk blev opslugt af Sakserne, der ikke udvandrede til England, og Sakserne var Daner boende ved Sax-elfr (Elben):

Strabo skriver at ” på Iberian folkets sletter (Ukraine og sydlige Rusland. Kaldtes således fordi dette område ca. år 5000 f.Kr. blev beboet af Neotlithic Iberians, der kom op fra Middelhavsområdet) er beboet af folkeslag, der er engageret i landbrug og fred, og de klæder sig på som Armenierne og efter moden i Media (i Persien/Iran); men hovedparten, og den krigsførende part, bor i det bjergrige område, hvor de lever som Skyterne og Samaterne (på engelsk Sarmatians), med hvem de er både naboer og beslægtet..... Og de samler mange titusinder, både fra deres eget folk og fra Skyterne og Samaterne, når noget truende sker.”

”Der er også 4 kaster blandt indbyggerne af Iberia. Den 1. kaste er fra hvilken de vælger deres konge, der vælges efter ældste af samme slægt. Den anden tronarving administrerer lov og hæren. Den 2. kaste er præsterne. Den 3. kaste er soldaterne og agerdyrkerne. Den 4. kaste er almuen, der er slaver af kongen.”

Strabo skriver videre at Samaterne bor mellem Tanais floden og den Kaspiske sø.

Der er i dag enighed om at Samaterne ankom til området omkring Asovhavet fra Syr Darya dalen (fra Aral søen til Balkhash søen) og længere mod øst Fra Balkhash søen til den kinesiske mur.
Samaterne var en generel betegnelse for flere folkeslag, der var beslægtet i større eller mindre grad, og som synes at have holdt sammen mod fælles fjender. Blandt disse folkeslag var Aorsi folket og Alani folket. Sidstnævnte var delt i to stammer, Alani og Roxoalani (Rhoxolanoi på græsk).

Vi ved fra Strabo at Aorsi folket har kontrol med Tanaisfloden før Alani folket, da vi har hørt fra Strabo at folket er der år 7 f.Kr.

Vi ved også at Aorsi folket er forsvundet fra Tanaisfloden år 20 e.Kr. (se beskrivelsen af Alani folket) og at Alani folket nu er i dette område.

I bog 11:2:2 skriver Strabo, at der ved Tanaisfloden og søen (Asovhavet) er en by ved navn Tanais. ” Den blev grundlagt af grækerne, der havde Bosporus strædet. Nyligt (dvs. muligvis før år 7 f.Kr.) blev byen ødelagt af Kong Polemon fordi folket der ikke ville underlægge sig.”

Tacitus skriver (bog 2, kap. 55) at Polemon var konge af Pontus, og ved vi at det var han fra år 36 f.Kr. til sin død år 8 e.Kr. Ifald Ase- og Tanifolket har haft kontrol med Tanaisfloden og byen Tanais, så har vi det klareste tidsrum for deres afrejse fra Tanaisfloden, nemlig mellem år 36 f.Kr. – år 8 e.Kr. Og mit gæt er, baseret på Ovids beskrivelse af Samaterne, dvs. den sydlige Aorsistamme, i byen Tomis (Constanza, Rumænien) i år 9 e.Kr. at det mest sandsynlige tidspunkt er omkring år 36 f.Kr.

Strabo skriver i bog 11:5:8 at Aorsi folket, der har en konge ved navn Spadines (kaldes også Shpadana), bor langs Tanafloden. Aorsi folket er delt i to grupper; de sydlige Aorsi, der har 200,000 ryttere, og de nordlige Aorsi, der har endnu flere. De sydlige Aorsi er udbrydere fra de nordlige Aorsi. Vi hører at det nordlige Aorsi folk importerer handelsvarer fra Indien og Babylonien på kamelryg, via armenske mellemhandlere. De kunne bære guldsmykker på grund af deres rigdom.

Der må være en god sandsynlighed for at dette folk kunne være Ase- og Tanifolket som Snorre beretter dem, og som han har forstået det. Men dette er ikke ensbetydende med at det Snorre har forstået er korrekt.

Kong Spadines er det eneste kongenavn vi kender hos det sydlige Aorsi folk. Jeg er ikke kyndig nok i græsk til at vurdere, hvad det er Strabo forsøger at oversætte til græsk da han beskriver kongen. Det græske ord Spado/Spadonis betyder eunuk. ”Spad” kan også betyde ”at dræbe.” Spatior betyder ”vandrer rundt”. Vi har en af de tidligste sagnkonger til Ase- og Tanifolket, der hedder Eindriði eller ”den der rejser alene”. Om dette kan vi ikke sige mere.

Strabo skriver videre at byen Tanais bestod af delvis asiatiske, delvis europæiske nomader, og delvis at dem der sejlede på søen (Asovhavet) fra Bosporus. Her har vi efter min mening en absolut vigtig oplysning. Vi har ingen tegn der tyder på at hverken Aa-sun eller Aorsi folkene havde søen som en vigtig del af deres samfund medens de boede i Asien, og det var et meget stort problem. Vi kan nu se at byen Tanais bestod af forskellige folkeslag. Nogle af disse var søfolk. Det er via denne vej, at Ase- og Tanifolket får kulturel viden om sejlads ind i sin kultur.

Ptolemy placerer Aorsi folket under Agathyrsi folket fra Transylvanien i år 127 e.Kr. De fleste kilder siger at Aorsi folket blev opslugt af andre Samatiske stammer og forsvinder sporløst.

At historien ikke kan berette mere om Aorsi folket fra omkring år 7 f.Kr. til år 127 e.Kr. betyder at folket var uden for romernes radarskærme. Det virker helt usandsynligt at et folk med 200.000 ryttere i syd, og et antal større end dette længere nordpå, som Strabo beretter, skulle forsvinde fuldstændigt. Hvis vi kigger på hvem der skrev historien i tidsrummet, så var det kinesiske historieskrivere i Han-dynastiet mod øst. Aorsi folket er derfor ikke vandret østpå for så ville vi finde dem i kinesiske krøniker. Romerne havde styr på alt hvad der rørte på sig omkring Middelhavet, Sortehavet og Asovhavet. Aorsi folket kan derfor heller ikke været vandret mod syd. Romerne havde ligeledes styr på alle folkene i Germania. Dette viser Pomponius Mela (år 40 e.Kr.), Plinius den ældre (år 23-79 e.Kr.), Tacitus (år 98 e.Kr.) og Ptolemy (år 127-148 e.Kr). Aorsifolket er derfor heller ikke vandret mod vest, udover den del af folket vi finder i Transylvanien hos Ptolemy.

Den eneste mulighed er at Aorsi folket er vandret mod nord eller mod nordvest, nord for Germania. Denne folkevandring er sket efter plyndringen af byen Tanais eller i tidsrummet mellem år 36 f.Kr. – år 8 e.Kr. Og jeg tror ikke at det er en tilfældighed, at vi alle flodnavnene med oprindelse fra Dana netop fra Danaspirstadir (Kiev) til Danafloden i Litauen. En folkevandring denne vej har været uden for romernes synsvinkel, og derfor den sikreste vej at undgå dem på.

Procopius, byzantinsk græskskrivende historikeskriver skrev ca. år 550 e.Kr. (History of the wars: Bog III-VII (III.ii 1-6, VI. xiv-xv, VII.ii.1-3)) om hvem han mente var forfædrene til barbarerne fra nord. Det er her værd at bemærke først at Procopius regnes for en af de største og mest pålidelige historieskrivere fra den senbyzantinske periode, og vi vil senere hen støde på ham igen under en diskussion der fandt sted blandt romerne om hvad der skulles gøres ved Goterne. Dernæst skriver Procopius at han aldrig selv besøgte Thule, som var hans og andres betegnelse for nord for Germanien. Derfor er hans viden om barbarerne der mere generel end specifik. Endelig så skal læseren være klar over at Goterne, efter at de blev uddrevet fra Danmark og Skåne, rejste tilbage til området omkring Sortehavet og herfra konstant angreb romerne og forvoldte enorm skade. Vandalerne, der også var blevet uddrevet fra Danmark efter vor ankomst, plyndrede Rom i år 455 e.Kr. fra deres base i Kartago i nordafrika. Alt dette bliver behandlet senere i historien, men det er derfor at Procopius anser netop disse stammer som de største og de vigtigste. Romerne havde på dette tidspunkt ingen problemer med Ase- og Tanifolket, som Procopius kender som ”Dani” selvom han aldrig har været der.

”Nu da Honorius havde den kejserlige magt i Vest (kejser år 395-423 e.Kr.) da tog barbarerne kontrol af hans land; og jeg skal nu berette hvem de var og hvorledes de gjorde det. Der var mange Gotiske nationer/stammer i tidligere tider, præcis som der er nu (dvs. ca. år 550 e.Kr.), men de største og vigtigste af alle disse er Goterne, Vandalerne, Visigoterne og Gespaedes. I gamle dage blev de dog kaldt Sauromatae og Melanchlaeni, og der var nogle der kaldte disse nationer/stammer Getic. Alle disse, til trods for at de kan adskilles fra hinanden ved deres navne, som det er sagt, adskiller sig overhovedet ikke fra hinanden. For de har alle hvide kroppe og lyst hår, og er høje og smukke at kigge på.”

Når Procopius omtaler de ”Gotiske nationer/stammer” så mener han alle de folkeslag der i år 550 e.Kr. befinder sig nord for Germanien udover de specifikke stammer som i samme tidsrum bor op til romerriget. Dette inkluderer derfor også Ase- og Tanifolket. Procopius mener at alle disse stammer oprindeligt blev kaldt Sauromatae, og betydningen af denne information kan ikke understreges nok. Sauromatai var det ord bl.a. Herodot år 484-425 f.Kr. brugte som betegnelse for Samaterne, hvorunder Aorsi stammen hørte. Min påstand om at Ase- og Tanifolket nedstammer fra en af de Samatiske stammer har med andre ord været kendt viden i romerriget mindst siden år 550 e.Kr.

Ca. år 20 e.Kr. bliver Lazyges folket (den 4. stamme der hørte under grupperingen af Samaterne) under påskyndelse af romerne, og med pres fra Roxolani folket sendt til området mellem Donaufloden og Tisa floden ved den vestlige grænse af Dacian folkets område, dvs. eller eller andet sted i Yugoslavien.

I vinteren år 68/69 e.Kr., medens der er borgerkrig i Romerriget efter Kejser Neros død, angriber Roxolani folket provinsen Moesia (ca. Yugoslavien og Bulgarien). De bliver slået tilbage af M. Aponius Saturninus, der var guvernør af Moesia.

I vinteren år 70 e.Kr. prøver de igen, og denne gang lykkes det at slå den nye guvernør af Moesia, G. Fonteius Agrippa, ihjel.

I vinteren år 85/86 e.Kr. angriber Dacian, Roxolani, Lazyges og Bastarnae folkene Moesia. Guvernøren, C. Oppius Sabinus, bliver dræbt. Kun med stort besvær lykkes det for prefekten af Praetorium (det militære hovedkvarter), Cornelius Fuscus, og guvernøren Funisulanus Vettonianus, at skubbe angrebet tilbage.

I vinteren og foråret år 101/102 e.Kr. hærger samme konstellation af folk igen alle de romerske provinser syd for Donaufloden, og romerne er nødt til at sætte det store skyts ind. Kejser Trajan (år 98-117 e.Kr.), med tropper fra Dacia, laver en frontlinie i Moesia, og det afgørende slag finder sted på Adamclisi plateauet med romersk sejr. Vor vigtig denne sejr var for romerne ses i at der efterfølgende rejses et monument, Tropaeum Traiani, på slagmarken i Rumænien (resterne er nu på museum). 3.800 romerske legionærer blev dræbt, et uhyre stort antal for en sejrrig romersk hær.

År 117/118 e.Kr. Samme stammefolk angriber igen området omkring Dacia (Rumænien), og Kejser Hadrian (år 117-138 e.Kr.) er nødt til selv at tage derover for at få kontrol med situationen.

Kombinationen er dette nederlag og Goternes ankomst til den nordlige kyst af Sortehavet og Asovhavet, efter udvandringen fra Sverige, gør at Roxoalani folket forsvinder fra historien.

Det er derfor ikke dette folk vi kan forbinde med nordboerne.

Historieskriveren Josephus (år 75-79 e.Kr.) forklarer os:

”Derefter var der Alani folkets rige, som vi tidligere har nævnt et sted som værende skyter, og boende langs Tanais floden og Asovhavet. Dette folk omkring dette tidspunkt (år 73 e.Kr.) havde kig på Media (lå i Persien/Iran) og længere frem for at plyndre det; med hvilket formål de optrådte overfor Kongen af Hyrcania (bystaten lå i bunden af den Kaspiske sø) ; for han kontrollerede den vej som Kong Alexander (den store) lukkede med jernporte (dette refererer til en stor mur, der eksisterede på dette tidspunkt). Kongen gave dem ret til at passere forbi; så kom de med store styrker og angreb Medes helt uforventet og plyndrede landet, som de fandt fuld af mennesker, og fyldte op med meget kvæg; medens ingen turde gøre nogen modstand mod dem; for Pacorus, kongen af dette land (Kong Pacorus II af Parthia, Persien/Iran f. år 45 e.Kr., konge år 78 e.Kr., død år 109 e.Kr.), var flygtet i skræk til et sted hvor de ikke nemt kunne komme til ham, og havde opgivet alt han havde til dem, og havde kun reddet sin kone og sine elskerinder fra dem, og det med noget besvær, efter de havde taget dem som gidsler, ved at give dem 100 talenter i løsesum. (herefter tager Alani folket Armenien). Alani folket, opstemt af dette slag, ødelagde landet, og gik med mangfoldige mænd, og en stor kvantitet af andet rov de havde fået fra begge kongeriger tilbage til deres eget land.”

Vi ved også hvordan dette angreb så ud fra den modtagende side fra Vologeses inskriptionen fra Parthia:

”Må vor elskede gud altid holde os frie! Tilbedende ham (gud) i dette 11. år af min tronbestigelse.

Fremad, efter vi har skudt (pile), tilbedende ham (gud), fremad.
Kaghan (kejseren) kongen, tilbedende ham (gud) 7 gange.

Medens Alan folket, fjenden, og Külük, kongen af Alani folket, vedblev at føre krig; kongen af kongerne, Kaghan (kejser) Büken (Kong Pacorus II) Kaghan (kejser)! Ridende på din hest rejsende dig over fjenden, du beskyttede mig.

Külük, den hårde konge af Alani folket, efter at have skudt (pile) og konger over alle konger, Kaghan (kejser)! Ridende på din hest rejsende dig over fjenden, du beskyttede mig og forsvarede mit tempel.”

Som man kan se fra ovennævnte røverhistorie, har Alani folket ikke holdt sig tilbage da de tog Parthia.

Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr.) fortæller i sin beretning om Hunnerne, hvorledes det går for Alani folket.

Alani folket er på dette tidspunkt stadig på den østlige side af Tanaisfloden, og meget længere østpå helt over til Ganges floden i Indien. Folket er altså delt i to hovedgrupper, og vi kan forklare hvorfor romeren siger dette.

Strabo i sin Geographika fra ca. år 7 f.Kr. fortæller os at Asii/Asiori folket (Trogus år 1 e.Kr. kalder dem Asiani) angriber sydpå og tager Bactria omkring 139 f.Kr. Han skriver at de kom nord for Ixartes floden, der deler Sogdiani og Sacae landområderne. Strabo nævner 3 andre stammer fra samme område, der deltager i dette angreb, nemlig Pasiani, Tochari (menes at være Yue-zhi hos Zhang Qian og Yue-dzhistsi hos Petr Petrovich Semenov) og Sacarauli. Dette er Zhang Qian (år 126 f.Kr.) enig i som vi har hørt: ”smed Kongen af Sae ud; Den sidstnævnte flyttede syd, over Hindu Kush”. Sae var kinesernes generelle betegnelse for stammerne i Aa-sun folkets område, som Herodot ligeledes generelt kalder Sacae. Disse stammer skaber herefter et kongerige kaldet Tocharestan, med Asii folkets høvding som konge. I 100 tallet e.Kr. udvides dette rige til også at inkludere nord-Indien og riget kaldes Kushan. Dette rige holder til 600 tallet e.Kr. hvor de bliver slået af muslimerne.

Der har været store skænderier mellem forskere om sproget der taltes i Bactria var Indo-iransk eller Indo-europæisk. Indo-iransk var proto Indo-europæisk.

Man har historiske beviser for at der i dette område var Veda tilbedelse. Den ældste Veda, Rig Vedaen, hvis oprindelse er helt tilbage til år 1700-1000 f.Kr., blev viderebragt fra generation til generation gennem mundtlige overleveringer, og nedskrevet omkring år 600 f.Kr. Vedaerne fortæller om hvide (”gaura”) folk, der beskrives som høje, lyshårede og ret-næset. Disse folk bruger heste, stridsvogne, spyd, bue, pil til krigsførelse mod de indfødte fra syd, der beskrives som små , sorte (”krshna”) og fladnæset (der står faktisk ”uden næse” eller ”a-nâs”).

Disse Vedas danner fundamentet for et samfund ledet af krigere, og tempelpræster, men også kaste-systemet, hvis sociale opdeling af samfundet var baseret på hudfarve. Den meget simple årsag til at vi ikke finder kastesystemet i nord-Europa baseret på hudfarve er at det ikke var nødvendigt modsat i Indien, hvor de hvide Indo-europærere var fysisk og teknologisk stærkere, men talmæssigt i mindretal. I Rígsþulu, kvadet om Rig fra Island, vers 7, besøger Heimdal, forklædt som Rig, en trællefamilie. 9 måneder senere fødes en søn ved navn træl, og han er mørkhudet. Et 100 procent identisk system har derfor ligget latent i nordboernes system, men det har ikke været nødvendigt at benytte det da samfundene var stort set homogene.

Der er enorme ligheder mellem guderne i Vedaerne og de Indo-europæiske guder vi kender til i nordbolandene. Solvognen fra Sjælland dateret til 1350 f.Kr. kunne lige vel været fundet her. Indra var hovedguden, Agni var ildguden, Varuna var natguden, Mitra var dagguden, Surya var solguden. Surya ridder på en stridsvogn over himmelen trukket af sine to sønner, Asvin. Rig vedaen siges at være meget optaget af heste. Se senere under afsnittet om Solgudsdyrkelse. Der en ingen forskel, og oprindelsen til vore Edda og oprindelige skikke og tro er den samme som for Vedas fra Indien, nemlig folkeslagene der befandt sig på de asiatiske stepper. ”Veda” kommer af ordet ”vid” der betyder, kan vi gætte det?, ”at vide.” Veda betyder ”viden”.

Zhang Qian er helt klar på at Aa-sun folket ikke er Asii/Asiori folket, men begge folk har været en gren af samme befolkning med helt identiske skikke og tro. Derfor kalder romeren Ammianus Marcellinus i sin beretning fra 300 tallet begge folk for Alani folket.
Tilbage til det østlige Alani folk ved Tanaisfloden.

Ammianus Marcellinus skriver:

”De (Alani folket) har ingen huse og bruger aldrig ploven, men lever kun af kød og masser af mælk, der er på deres hestevogne, som er overdækket med buer og tag lavet af bark fra træer, som de kører gennem deres uendelige ørkener. Og når de kommer til græsenge, så stiller de deres vogne i en cirkel, og lever som bæster, spisende alt hvad de finder, bærende, om man vil, deres bygder med sig i deres hestevogne. (det lyder som nybyggerne på den amerikanske prærie).

De driver deres kvægflok til deres græsenge, men over alt andet er de meget påpasselige med deres heste. Markerne i landet er altid grønne og der er områder med frugttræer, så hvor end de går er der aldrig mangel på føde til dem eller deres husdyr........

Alle deres gamle, og specielt det svage køn, forbliver tæt på hestevognene og er beskæftiget med lettere arbejde. Men de unge mænd, som fra barnsben er optrænet i brugen af heste, føler det under deres værdighed at gå . De er også specielt trænet i diverse discipliner til at blive dygtige krigere. Og dette er årsagen til at Perserne, der oprindeligt er af skytisk oprindelse, er meget dygtige i krig.

Næsten alle Alani folkets mænd er høje og smukke. Deres hår er næsten gult, deres øjne frygtindgydende; deres lette våben giver dem hurtig mobilitet, og de er i alle anseender (krigsmæssigt) lig Hunnerne, dog mere civiliserede i deres føde og livsstil. De plyndrer helt til Asovhavet og Krim-halvøen (Cimmerian Bosporus), og hærger også Armenien og Media (i Persien/Iran).

.......Fare og krig er vel modtaget hos Alani folket, og blandt dem en mand kaldes lykkelig, hvis han har tabt sit liv i slag; for de der bliver gamle, eller dør af tilfældig sygdom, anses som degenerede og kujoner. Der er ej heller mere der får dem til at prale end når de har dræbt en mand; og det bedste rov anses at være skalpen, som de har revet fra hovedet af dem de har dræbt (det koncept introducerede de hvide nybyggere også på den amerikanske prærie), og som de sætter som prydsgenstand på deres krigsheste. Der er ej heller noget tempel eller helligdom i deres land, end ikke en hytte med strå , deres eneste ide om religion er at smide et sværd på jorden i en barbarisk ceremoni, og dette tilbeder de med stor respekt.

De forudsiger fremtiden på den mest usædvanlige måde. For de samler et antal af store pilekviste, og med nogle hemmelige citeringer adskiller de dem (pilekvistene) fra hinanden og forstår herefter hvad fremtiden vil bringe (det lyder som ”den vaniske trolddom”).

De har ingen forståelse for slaveri, da de alle kommer af noble familier; og de der udnævnes til dommere er altid mænd af bevist erfaring og gode krigskundskaber. ”

Herefter forsætter romeren med at forklare at Hunnerne kom ind i Alani folkets område, hvor de slagter Tanaitae folket (som Ptolemy placerer hvor Tanaisfloden slår et knæk i år 127 e.Kr.). Resten af Tanaitae folket optages blandt Hunnerne og forsvinder fra historien. Gruthungi folket (Østgoterne) bor ved siden af Tanaitae folket, dvs. er på nordsiden af Asovhavet.

År 150 e.Kr. bliver Alani folket slået af romerne ved bystaten Olbia, der lå ved udmundingen af Dniepr floden i Sortehavet. Olbia havde netop på dette tidspunkt genrejst sig efter at være blevet totalt ødelagt år 50 f.Kr. Byen var stadig meget fattig år 83 e.Kr. hvor Dio Chrysostom besøgte byen og skrev derom. Under kejser Septimius Severus fik byen imidlertid støtte fra Rom, hvilket forklarer både hvorfor Alani folket forsøgte et angreb, og hvorfor romerske legioner blev hidkaldt for at slå angrebet tilbage. Byen bliver indsat under kontrol fra nedre Moesia, og bliver igen ødelagt af Goterne omkring år 248 e.Kr.

År 360-370 e.Kr. angriber Hunnerne Alani folket og slår dem. En lille del af Alani folket flygter til Kaukasus bjergene, hvor de i dag findes under navnet Osseterne i et området delt mellem Georgien og Rusland. En anden del af stammen flygter længere vest på og tager sammen med Vandalerne fra Vendsyssel, og Suevi folket (ukendt folk, kan være Svea folket fra Uppland, Sverige) til Gaul. Nogle af Alani folkene her forbliver i Orléans og Valence, men de fleste fulgte Vandalerne til nord-Afrika. Her er den officielle titel på Vandalernes konge ”konge af Vandalerne og Alani”.

Hovedstammen af Alani folket bliver opslugt af Hunnerne, og senere Khazarerne og Mongolerne.

År 370-376 e.Kr slår Hunnerne og Alani folket Goterne.

År 375 e.Kr. Krig mellem Hunnerne/Alani folket og Østgoterne ved Erac floden (i dag Tiligul floden ved Odessa på nordvestkysten af Sortehavet). Jordannes (bog XLVIII) skriver at der var 3 slag. Østgoterne bliver endeligt slået og trækker sig tilbage til Dniestr floden længere mod nord i det sydvestlige Ukraine.

Den romerske poet Claudian (år 370-405 e.Kr.) kalder dem ”de rastløse Alans” og dette må vel siges at være en udmærket beskrivelse af dette meget omstrejfende folk.

Vi skal da også nævne drengenavnet Alan/Allen (England), Alain (Frankrig) og Allan (Danmark).

Den engelske version af navnet kan vi forklare fordi den romerske kejser Marcus Aurelius, efter at have slået et Sarmatisk angreb i år 175 e.Kr. bestående af Lazyges folket, der formentlig var en del af Alan kongeriget på dette tidspunkt. Som løsesum for dette slag bliver 5.500 Samatiske ryttere (formentlig med kvinder og børn) sendt til Ribchester (Ribelcastre i Domesday Book, romerne kaldte byen Bremetennacum) syd for Lancaster i nord-England for at forsvare mod angreb fra Skotland. Engelske forskere fortæller at kun 500 ryttere ankom til Ribchester. Man ved ikke hvor de andre blev af. Legionen blev kaldt VI legion Victrix, og blev ledet af Alani høvdingen, der af romerne blev kaldt Lucius Artorius Castus. Denne høvding menes at have været inspirationen til legenden om Kong Arthur, ridderne om det runde bord, Exalibur etc. De fleste er nok også bekendt med Alan-a-Dale (Allan fra dalen), der figurer i de folkesange og sagn, der bliver nedskrevet fra år 1420 e.Kr., men er baseret på faktiske begivenheder der fandt sted år 1193-1265 e.Kr. og bliver til historien om Robin Hood og hans fredløse saksere, der kæmper mod den onde Sherif af Nottingham.

VI legion Victrix blev sendt til til de romerske provinser i England omkring år 122 e.Kr. fra Germania Inferior med base omkring Jorvik (York) hvor deres opgave var at forsvare Hadrian’s Wall (Kejser Hadrians mur mod Skotland). Legionen bygger år 139-142 e.Kr. Antonine Muren mellem Edinburgh og Glasgow.

Det franske drengenavn Alain forklares ved at ved vi at en del af Alani folket bosætter sig i Orléans og Valence.

Det danske drengenavn Allan kom til Danmark med de første engelske drengenavne i 1800-tallet.

Det kritiske tidsrum i min historie for Ase- og Tanifolket i deres ophold omkring Tanafloden er omkring år 0 plus/minus 25 år. Det har jeg en række årsager til som jeg vender tilbage til. Mange forskere mener dog at Tanifolket (forskere anerkender som sagt ikke eksistensen af at Tanifolket kan have kaldt sig selv Ase-folket) først ankommer væsentligt senere op til år 400 e.Kr. En så sen ankomst til Danmark mener jeg bør totalt afvises, da dette ikke passer med folkevandringen og giver et alt for kort tidsrum for Ase- og Tanifolket at udbrede sig over hele Danmark, Sverige og Norge, og forberede den omfattende infrastruktur der skulle til for at man kunne vandre videre vest mod England, Færøerne, Island, Grønland og Vinland/Markland/Helluland/Nyaland (Nordamerika), samt påbegynde angrebene på England i 800 tallet.

Alani folket opfylder en række krav der skal være tilstede ved ankomsten til Fyn; race, sprog, militære egenskaber etc. Men jeg har ikke kunnet se, at Alani folket har haft kvindelige tempelpræster, hvilket jeg er overbevist om at Ase- og Tanifolket havde. Vi ved at den generelle beskrivelse af alle 4 stammer der gik under betegnelsen Samaterne havde disse kvinder i øverste hierarki, og det er muligt at mine specifikke kilder, der jo har det ”svage” køn som værende beskæftiget med let arbejde ved hestevognene, ikke er fuldstændige. Ved vi at Alani folket bliver splittet i mange grupper, og en af dem kan sagtens være vandret nordpå. Det der virkeligt bekymrer mig med Alanifolket er at dette folk, og deres søsterfolk, Roxolani folket, var 100 procent på romernes radarskærm som følge af al den skade de påførte romerne. Det er efter min mening helt usandsynligt at romerne ikke ville have haft fuldt styr på befolkningerne nord for Germania på et langt tidligere tidspunkt end Ptolemy i år 127 e.Kr. ifald det var Alani folket der var vandret dertil. Jeg mangler også skibsforbindelsen til folket, der godt kan have været der, og i hvert fald er der langt senere da Alani folket sammen med Vandalerne angriber Rom fra deres hovedby i Kartago, Nordafrika. Ligeledes har jeg tidligere nævnt er jeg mener at en del af Alanifolket er identisk med ”Alanmændene” som vi kalder ”Germanerne” og muligvis Vanerne.

Fra hvad jeg derfor har kunnet finde frem til må det være Aorsi folket, sandsynligvis den nordlige stamme med over 200,000 ryttere, og uden tvivl med en blandet landhandel af andre folkeslag blandt Samaterne, der vandrer mod nordvest med retning mod Fyn.

Når Snorre derfor siger at Odin og Aserne drog vest til Garðaríki så er det ikke forkert. Vi skal bare lave en større cirkel og tænke området generelt. Tanafloden udspringer jo fra Garðaríki og når munken fra Kænugarður (Kiev), der ligger i det sydlige Garðaríki og syd for Tanafloden, siger at oppe nordpå boede Yam folket, så tror jeg at dette folk også er Ase-folket da vi kan bevise at Aserne også blev kaldt Yas folket. Ase-folket havde kontrol med Tanafloden, og derfor bliver de kaldt for ”Tani.” At vi i dag kaldes Daner er en latinisering af ordet ”Tani.” Herved kobles så Ase-folket på Garðaríki og vi må slutte at også her har Snorre ret.

De folk der bliver tilbage efter Odin og Aserne er draget videre mod Saxland kan være Tanaitae-folket som Ptolemy år 127 e.Kr. beskriver som boende ved Tanakvisl, og den gren af Aorsi folket som Ptolemy samtidigt beskriver som værende bosat omkring den romerske provins Moesia på vestkysten af Sortehavet og måske forfædrene til Osseterne, der i dag bor i Odins ”store besiddelser” i Kaukasusbjergene.

Saxo skriver i Gesta Danomrum under Dan og Angel (DRK 1:53) at ”...uagtet den normanniske Historie-Skriver, Dudo, rigtig nok vil sige, at de Danske skal nedstamme fra Grækerne, som ogsaa kaldes Danaer, og deraf skal have deres Navn” (i originalen på latin står der ”Danos a Danais.”)

Citeringen fra Saxo stammer fra Munken Dudo (f. år 960 e.Kr.) fra St. Quentin’s værk ” Gesta Normannorum seu de moribus et actis primorum Normanniae ducum” (skrevet år 1015-1026). Her omtaler Dudo, bl.a. i kapital 5, Rollo og hans broder Gorm (Gurim) som henholdsvis fra Dacia, Dacians, dacigenae, Daner og Danaer og fra ”scanzam insulam”, dvs. Skåne, Sjælland eller Fyn. Sidstnævnte forbinder Dudo til Troja og til Danmarks folk.

Hvad munken siger i kapital 2 er helt præcist:

”Igitur daci nuncupantur a suis danai uel dani. glorianturque se ex antenore progenitos.”

Som jeg oversætter til:

”Derfor er Daci folket af deres egne kaldt danai eller dani. (De) glorificerer sig med at nedstamme fra Antenore”

Dudo’s Opus er oversat til dansk i 1979 (se litteraturfortegnelsen) men denne bog har jeg ikke haft adgang til. I den engelske oversættelse bliver ”danai” oversat til grækere. Ordet ”Dani” giver sig selv.

Lig her specielt mærke til at Danerne på dette tidspunkt på latin skrives som ”Daci.” Vi ser dette gentaget i Kjøbenhavns Diplomatarium (bind I, side 2-4, nr 3) den 25. marts 1193, hvor Waldemar I den Store på latin omtales ”W. rex Dacie.” Denne beskrivelse af Danmark og Danerne videreføres over en meget lang periode som vi ser 28. april 1329 med ”Gerardo comiti de Holstat, custodi regni Daciæ” eller Grev Gert af Holsten, Danmarks Riges Vogter. Først med Valdemar Atterdag 16. januar 1341 ser vi overgangen til Dani med ”Waldemarus dei gracia Danorum Sclauorumque rex et dux Estonie.”

Nu vender vi os imod det sydlige Dacia.

Det menes at Dacia lå i det der senere af Goterne, de indtog området år 275 e.kr., blev kaldt fyrstendømmet Wallachia i det nuværende Rumænien ud mod Sortehavet. Sidstnævnte ord var det samme basisord for Anglerne og Saksernes betegnelse for de oprindelige folkeslag i England, nemlig ”Wealas.” Dette ord udvikler sig til Welsh/Wales, og det er selvfølgelig derfor at den engelske kronprins altid er Prins af Wales. Den oprindelige hovedbygd var Curtea de Arges.

Jeg skal da ej heller undlade at indskyde at i dette område findes også Vlad Tepes’ slot, Cetatea Poienari. De kender ham formentligt bedre som Grev Dracula.

I år 1431 blev Vlad II indført i Drageordenen (Order of the Dragon) af Kejser Sigismund af Luxembourg. Denne ridderorden så det som sin hovedopgave at bekæmpe muslimerne i det Ottomanske emperium, der var en konstant trussel mod Europa efter Konstantinopels fald. Fra dette tidspunkt var dragen både i banner og mønt slået i fyrstendømmet Wallachia. Dragen var, som vi vil høre, i nordbolandene og på de britiske øer, et symbol på djævlen i den katolske verdensopfattelse, i dette tilfælde muslimerne. Vlad II tog derfor tilnavnet ”Dracul” i betydning af ”dragen.” Sønnen, Vlad III (år 1431-1476) med det officielle tilnavn Dracul fik senere tilnavnet Tepes (Spidderen eller meget bedre på engelsk: The Impaler) fordi man ofte kunne se hovederne af hans fjender sat på spyd uden for slottet. Vlad III regerede Wallachia år 1456-1462.

Udover ovennævnte vides meget lidt i skrift om de oprindelige bannere fra dette fyrstendømme, men Michael den Gode (ca. år 1593) havde en gul ravnefane, og Ravnefanen kender vi jo en del til.

Som vi har hørt fra Ptolemy, så har vi år 127 e.Kr. en lille gren af Aorsi folket i samme område. Ingen ved helt præcist, hvor det sydlige Aorsi folk boede mellem Moesia og Dacia. Men at det sydlige Aorsi folk har været i området ved vi med sikkerhed for det har Romeren Ovid allerede forklaret os fra sit eksil i byen Tomis.

Lig Beowulfkvadet kan vi se fra Ovids beskrivelser at han blander Daci sammen med Getae i hans beskrivelse af folkeslagene i Tomis, idet Ovid mener at de er beslægtet. Måske har de for en romer set ens ud og haft samme skikke, og var under alle omstændigheder intet uden barbarer. Dette eksisterer i bedste velgående også i dag hvor historieskrivere taler om Getae-Dacie folket fra Dacia.

Vi kender til to konger fra landområdet Dacia: Kong Burebista (ca. år 82-44 f.Kr.) og Kong Decebal (år 87-106 e.Kr.). Navnet på den sidste konge af Dacia synes at have assyrisk oprindelse, hvilket er i overenstemmelse med folkevandringen. ”Baal” betyder ”Herre” og ”Dece” = Dacia.”

Under Kong Burebista er Dacia landområdet hele vejen ud til Sortehavets kyst og inkluderer byen Tomis. Omkring år 30 f.Kr. under Kejser Augustus sendes Marcus Licinius Crassus til området for at undertvinge folkeslagene Roms overherrredømme. Omkring samtidigt opdeles Dacia, og området Moesia opstår med byen Tomis nu i Moesia (senere bliver Moesia opdelt i Moesia Inferior og Moesia Superior). Som vi kan se fra Ovids beskrivelser så har der muligvis været romersk overherredømme, men befolkningen bestod af helt andre folkeslag der vedblev at komme dertil som følge af alle omvæltningerne i forbindelse med folkevandringerne.

Tomis er i dag havnebyen Constantza i det østlige Rumænien og var som sagt hovedhavnebyen netop i landområdet Dacia. Ovid har forklaret os om Samaterne i byen, som vi nu ved var den sydlige Aorsi stamme. Og det gør han i år 9 e.Kr.

Og heri ligger i yderst vigtig oplysning. For hvis det sydlige Dacie folks forfædre var det sydlige Aorsi folk, og derfor kaldes Dacie folket, da følger det at det nordlige Dacie folk, Danerne eller Ase- og Tanifolket, eller Dem kære læser, må være nedstammet fra den nordlige Aorsistamme.