Ase-folkets vandring - 8. Rus eller Aser · Hvem kom først?
Forside ] Op ]

 
Historien om Ase-folkets vandring fra Ásaland via Garðaríki og Saxland til Ódinsey - af Flemming Rickfors

Rus eller Aser – Hvem kom først?


Ovennævnte skildring af Hólmgarður (Novgorod) & Kænugarður (Kiev), hvor Rus folket, af nordbo æt, kommer ned fra nord og tager kontrol med Garðaríki, der havde en slavisk befolkning, er den gængse opfattelse af hvorfor der var så stor nordbo indflydelse i området. Hele den russiske befolknings forståelse af dem selv er baseret på denne version af historien, der jo starter omkring år 860 e.Kr.

Snorre skriver jo helt utvetydigt, at Odin og Aserne fra Ásaland tager til Garðaríki, og han skriver også indirekte, at ikke alle Odins folk tager med ham, da han tager til Saxland gennem ordene ”mikið mannfólk” dvs. ikke alle drog med Odin. Vi har nu fundet Garðaríki, og vi ved der var slaver i Garðaríki i år 860, hvor Rus folket tager over. Har vi nogen kilder, der kunne gives os en antydning af hvem der boede i og omkring Garðaríki tidligere?

En Kilde er "Povest Vremennykh Let" (også kaldet Kyiv Rus krønikerne eller Nestor krøniken) fra år 1116. Disse krøniker er skrevet af Munken Nestor (år 1056-1136) fra klosteret Theodosia uden for Kænugarður (Kiev) og/eller af munken Sil’vestr fra St. Michael klosteret i Vydubychi også uden for Kænugarður (Kiev). Kilden er lige over 100 år tidligere en Snorres Heimskringla, der blev skrevet år 1220 – 1235. Med den store samhandel der var mellem alle de traditionelle nordbo-lande og Garðaríki kan Snorre sagtens have haft adgang til, eller hørt beretninger fra disse krøniker da han skrev Heimskringla.

Husk på at munken bor i Kænugarður (Kiev), så hans geografi er set herfra. Lig med Saxo’s Gesta Danorum er krønikerne delt op i en beretning om fortiden, og en beretning fra samtiden. I det første afsnit siger han om fortiden:

” Oppe nordpå boede stammer der ikke var slaviske: Chud, Ves, Merya, Muroma, Cheremys, Mordva, Perm, Pechera, Yam, Lytva, Zymyhola, Kors, Narova, Dib. De havde deres eget sprog og var tilsyneladende de originale indbyggere, hvorimod det slaviske folk kom fra omkring Danube floden. Alle stammerne havde deres egne skikke, sagn og deres forfædres love.”

Vi ved at Chud, udover betydningen af jætte, tillige var en betegnelse for Finnerne, Esterne, samt Veps- og Votes folkene. Disse folk tilhører den Finno-Ugriske sproggruppe og boede ved Ladogasøen ved den finske bugt.

Dette er en yderst vigtig bemærkning fra munken. Vi ved nu med sikkerhed at et aldeles fremmed folk, med et helt fremmed sprog har boet i området før det slaviske folk kom dertil. Lig her mærke til stammen Yam.

For året 965 skriver munken at:

” Svyatoslav gik mod Khazar folket, der mødte ham med deres prins Yosyf. Slaget blev vundet af Svyatoslav der herefter tog Khazar hovedstaden Ityl og byen Bila Vezha (det hvide tårn). Derefter slog han Yas og Kasohs folket og vendte tilbage til Kyiv”.

Vi ved ganske meget om Khazar folket fra arabiske, hebraiske og byzantinske kilder. Deres område lå sydøst for Garðaríki. Befolkningen var tyrkisk, og havde et stort jødisk diaspora. Det var dette folkeslag der forhindrede muslimerne i at udbrede sig nord for Kaukasus bjergene. Folkeslaget indvandrede oprindeligt fra central Asien og var rødhåret. Deres hovedstad Ityl (også kaldet Khazaran-itil) lå hvor Volgafloden løber ud i det Kaspiske hav. Det er derfor det Kaspiske hav på iransk oversættes til Khazar havet. Deres landområde gik til Kaukasus mod syd og østbredden af Asovhavet og grænsede mod nordøst op til Garðaríki.

Når vi derfor hører at Rus vikingerne først angriber Khazar folket og derefter Yas og Kasoh folket, så ved vi med sikkerhed, at Yas folket har boet i eller syd for Kaukasus bjergene.

Franskmanden Rene Grousset (se litteraturfortegnelsen) skrev i 1970, at han mente at Alan(i) folket var efterkommerne til Aa-sun folket.

Antropologen Valery P. Alexeev fra Moskva bekræftede i et foredrag på Harvard Universitetet i 1991 at Alan folket (kaldes også Alani), er indvandret fra central asien, at dette folk er det samme som Aas folket og at Osseterne (bosat i Georgien, Syd- og Nord-Ossetien) er nedstammet fra Alan folket. Yas folket er derfor det samme folk som Aas folket.

Roger Bacon (år 1214-1294) der i sit værk Opus Majus skildrer kaukasus-området og skriver ” i øst ligger fjeldområdet til Alani- og Aas folkene. De er kristne, og de godtager al kristendom, romersk såvel som græsk, så de er ikke sekteriske.” Roger Bacon var professor ved Oxford Universitetet og ved universitetet i Paris.

En anden kilde er en bog af Juan de Plano Cartini (f.1182) og Guillame de Rubrique (f. 1215). Her omtales den samme gren af Alani-folket igen som Aas, og som græsk-ortodokse i en verden af muslimer.

Nu vil jeg for et kort øjeblik vende tilbage til de i norden relativt ukendte Narts sagaer, fortalt og nedskrevet af Osseterne i Kaukasus-bjergene. Disse sagaer er efter min mening ekstremt vigtige fordi Osseterne har samme forfædre som os.

Mød Narterne:

Naterne (Nartæn, Narts på engelsk): Helte, der levede i gamle dage.
Naternes helte: Uryzmag, Batraz, Soslan/Saslan (Balder), Harnytz og Atsamaz.
Satana/Sataney-guasha/Satanay: Moder til Narterne, kendt for sin skønhed, evige ungdom og visdom.
Nykhas: Narternes Tinge og råd.
Kuvd: Højtid.
Uastyrdzy: Skytshelgen for mennesker, krigere og rejsende.
Afsati: Skytshelgen for vilde dyr.
Tutyr: Skytshelgen for ulve.
Kurdalagon: Himmelens smed, der rider på sin hammer, og altid hjælper Narterne.
Balsag: Ejer af et magisk krigshjul.
Syrdon: Udspekulerende og durkdreven Nart.(Loki).
Sainag-Aldar: Ondskabsfuld og hævngærig person, der dræber Narthelten Batraz.
Zeds: himmelske budbringere. Stor lighed med kristne engle.
Donbetyr: Herre af Don-betyrs-folket.
Don-betyrs: Folket der bebor søer og floder (Don= vand). Generelt godsindede. Don-betyrs folkets herre Donbetyr havde en datter ved navn Dzerassa. Fra hende nedstammer alle Narter.
Terk-turks: Narternes fjender.
Gumirs: Jætter der boede på jorden før Narterne.
Uaigs: Menneskeædene jætter.
Duags: Naturens guddommeligheder.
Uazai: Område i Digorakløften , i det nordlige Ossetien-Alania
Fandyr: Musikinstrument udformet som en bue.
Rong: Narternes favoritdrik, lavet af honning (dette må være Mjød)
Wacamongæ: Narternes magiske kop, hvorfra de alle drak. Betyder ”ordviser.” (dette må være den hellige kop fyldt med poesiens mjød, der gav Odin guddommelig inspiration).

Narternes cyklus handler om Narternes heltegerninger. I gamle dage kom Narterne til himmelen for første gang. Ikke én gang skulle de passere landet hvor Uaigs-jætterne boede. Narterne var rastløse, så de vandrede til bunden af havet, hvor Don-betyrs- og Terk-turks-folkene, og Gumirs jætterne befandt sig. De sloges altid, inklusive med guderne, og alle slag endtes med et gilde. Narterne selv bliver også beskrevet som jætter, men formentligt mere i betydningen af at de er høje. Narterne er ganske hovmodige.

Forskere har allerede bevist at beretningen i Poetiske Edda om Lokis drab af Balder gengives identisk i Narts sagaerne, hvor Loki optræder som Syrdon og Balder som Soslan/Sasland. Der er ingen tvivl om at vore Edda kan føres direkte tilbage til Narts sagaerne, og det skulle næppe overraske fordi begge folk, der beretter og nedskriver disse sagaer, har samme forfædre.

Jeg tror der må være en god mulighed for, at Snorre, der naturligvis kendte til Garðaríki, ikke har haft en mere specifik adresse på Ase-folket i deres periode i området, og derfor har skrevet Garðaríki, der generelt har dækket det landområde Snorre mente de måtte været kommet til.
I denne forbindelse ønsker jeg for en kort stund at vende tilbage til Snorres geografiske instrukser om stedet hvor Asaland var.

Snorre skriver:

Fyrir austan Tanakvísl
Det har generet mig grusomt, hvorledes dette skal oversættes og forstås. Grundtvig har haft samme problem og opgiver at fortolke det ved ganske enkelt at forklare, at det betyder ”østen for Tana-kvisl”. Alle de kilder jeg har kunnet opspore synes at være enige i, at det er en flod Snorre bruger som grænsemærke, og at denne flod er Don floden (det siger også Grundtvig i Nordens Mythologi), der fra gammel tid hed Tana floden, der på græsk blev til Tanais floden. Jordanes skriver år 550 e.Kr. at Tanaisfloden var kendt som grænsen mellem Asien og Europa. Det er ”kvisl” alle er uenige om. Mange mener det skal betyde ”en gren af”. Jeg mener nu ordet skal bruges i betydningen af ”bugter sig”. For at Snorre har villet benytte dette ord må denne bugtning af floden have været kendt fra oldtiden. Hvad jeg har gjort nedenfor er at bruge et kort der viser de forskellige stammebefolkningers geografiske placering i år 1 e.Kr. og så vise betydningen af at Tana-floden bugter sig,




Alle geografiske beskrivelser fra det romerske rige viser fuld forståelse for hvorledes Tana floden bevæger sig mod Azov havet. Det har Snorre derfor også vist. Det gigantiske knæk som Tanafloden tager er så signifikant, at Snorre har været sikker på, at dette kunne forstås. At dette må være en korrekt fortolkning er ligeledes underbygget af sejlrenderne, der bugter sig på samme vis, mod Fedsodde og mellem Vigelsø og Dræby Fed mod Tornø i Odense Fjord. Disse farvande kaldes Dræby- og Tornø Kvissel.

Vi har nu fået Ase-folket til området omkring Asovhavet og Sortehavet, men vi har ikke rigtigt fået dem sat i fuld forbindelse med Garðaríki.

Som jeg nævnte ovenfor strejfer det mig at Snorre muligvis ikke har vist mere specifikt hvor Ase-folket befandt sig end at det var i området omkring Garðaríki. Grundtvig nævner i Nordens Mythologi: ”Vende vi os derimod til Folke-historien om Oplysning, da finde vi ikke blot Aspurg (As-borg) og Phanegoria (Vane-Gaard) inde ved det Asovske og Sorte Hav..” (parenteserne er Grundtvigs, s. 288). Grundtvig gør ikke mere ud af denne oplysning, men det tillader jeg mig at gøre.


Det Bosporiske kongerige

Pharnaces II (63-47 f.Kr.) konge af Pontus og Bosporus.

Den 2. august 47 f.Kr. er denne konge i krig med Julius Caesar og bliver slået. Det var efter denne sejr at Caesar ved sin tilbagekomst til Rom meddelte Senatet: ”Veni, Vidi, Vinci!” eller ” Jeg kom, jeg så , jeg sejrede!”
Asander (47-17 f.Kr.). Kupper sig til tronen efter ovennævnte slag med titlen ”hersker” der var den højeste titel i græske bystater, men lå under titlen konge eller Tsar. Asandar er Skyther, og for at blive anerkendt af Rom gifter han sig med Dynamis (f. år 65 f.Kr.), der var datter af Pharnaces II (og derfor den retmæssige tronarving). Herefter bliver han anerkendt af Rom som konge/tsar i 45-44 f.Kr. og han begynder at udstede mønter. En af disse vises nedenfor.

Efter Asanders død i år 17 f.Kr. gifter Dynamis sig først med Scribonius, der er konge (eller snarere prinsgemal til Dronning Dynamis) år 17-16 f.Kr. Da han dør gifter Dynamis sig med Polemo I, der kalder sig konge af Pontus, men i realiteten ligeledes er prinsgemal til Dynamis år 16-8 f.Kr.

Da Polemo I dør styres riget i fælleskab af Dronning Dynamis og hendes søn med Asander, Aspurg fra år 8 f.Kr.- 8 e.Kr.
Aspurg (staves også Aspurgus og Aspourgos) bliver, under godkendelse af Kejser Tiberius, enekonge med titlen Tsar fra år 8 e.Kr. indtil sin død år 38 e.Kr. Han bliver romersk statsborger år 13/14 e.kr.
   
 
 
   

Kong Asander.
Kobbermønt fra byen Obol.


  Kong Aspurg
Kobbermønt fra byen Assarion.

Arkæologen og historikeren Valentyn Mykolayovych Danylenko (1913-1982) oversatte en skytisk inskription på nogle sten fra den græske bystat Olbia ved Dnepr-Bug deltaet. Ved at bruge det græske og Aramaic alfabet kom han frem til at der stod ” dette er en skytisk tsar” og ”Aspurg er tsaren”. Skyterne var, som vi har hørt fra Herodot, en generel betegnelse for de vestlige nomadefolk nord for Persien.

Man ved ikke hvorfra Aspurg og hans fader Asander stammer udover at de var skytere. Der må være en god mulighed for at denne kongefamilie kommer fra Ase-folkets område omkring Tanafloden eller Odins ”store besiddelser” lidt længere sydøst for det Bosporiske kongerige.

Grundtvig oversætter som sagt Aspurg til ”Asborg” hvilket er ganske rimeligt.

Phanagoria var en græsk koloni grundlagt år 542 f.Kr. Byen er ca. 75 hektarer og den anden hovedstad i det Bosporiske kongerige. Der er endnu ikke foretaget nogen udgravning af byen, da denne er delvis under vand. Grundtvig oversætter Phanagoria til Vane-Gaard, hvilket jeg ikke har kunnet få andetsteds bekræftet selvom jeg kan se hvorledes oversættelsen virker åbenlys.

Jeg kan ikke sige det ofte eller klart nok: Ikke nok med at Grundtvig var fuld kyndig i Latin, eller klosterlatin som han nedladende kalder det, og den absolutte bannerfører for Danerne, Danmark og danskheden, for ikke at tale om hans teologiske baggrund. Grundtvig var også den sande mester i Asalæren, og hans dybe forståelse for hvad der tjener os og Danmark vel er baseret på hans grundforståelse af vore forfædre Ase-folket. Derfor, ligesom det kun er en tåbe, der ikke frygter havet, skal man vare sig for at tilsidesætte Grundtvigs hypoteser om Ase-folket fordi han ganske enkelt ved hvad han taler om.

Som man nok kan regne ud, så gør jeg det alligevel en lille smule. Og grunden til at jeg tør gøre det er at vi i dag har kilder til rådighed som Grundtvig ikke kan have haft adgang til, og som jeg er sikker på ville have påvirket hans hypotese.


Vanerne

I sommeren 1991 gav antropologen Valery P. Alexeev fra Moskva et foredrag på Harvard Universitetet omkring 6 kongeriger i Euroasien i stenalderen. Et af disse kongeriger hed Vani.

Vani kongeriget lå , og byen Vani ligger der stadig, 40 km vest fra Georgiens anden største by Kutaisi, på østkysten af Sortehavet. Byen Vani ligger hvor Sulori og Rioni flyder samme (Rioni floden hed oprindeligt Phasis floden). Kongeriget eksisterede fra år 700 f.Kr. til år 100 e.Kr. Sprogforskere ved ikke hvilket sprog der blev talt men man gætter på tidligt Zanic (dialekt af indo-europæisk der blev talt syd for Kaukasusbjergene). Der er dog også fundet gravstene med urgræske inskriptioner. Man ved at Vani-folket kunne behandle jern og bronze. Den græske indflydelse begynder i 400 tallet f.Kr. Man ved at omkring år 50 f.Kr. bliver byen Vani ødelagt.

Her er hvad Snorre siger om beliggenheden af Vanehjem eller Vaneland i Heimskringla under Ynglinga Sagaen. Han taler om Don-floden og siger:

1. Hér segir frá landaskipan
"..... sú er að réttu heitir Tanaís. Hún var forðum kölluð Tanakvísl eða Vanakvísl. Hún kemur til sjávar inn í Svartahaf. Í Vanakvíslum var þá kallað Vanaland eða Vanaheimur.

Det oversætter Grundtvig til:

1.Om Magle-Sverrigs Beliggenhed

”.......og hedder med sit rette navn Tanais, men blev i gamle Dage kaldet Tana-kvisl eller Vana-kvisl; denne Elv, som falder ud i det Sorte Hav, gjør skel imellem Asien og Europa, og imellem dens arme ligger et Land, som kaldes Vane-Land eller Vane-hjem.”

Snorres beretning om beliggenheden af Vanehjem er et hundrede procent i overensstemmelse med hvor Vani kongeriget rent faktisk lå.

Snorre skriver i Ynglinga sagaen:

4. Ófriður við Vani

"Óðinn fór með her á hendur Vönum en þeir urðu vel við og vörðu land sitt og höfðu ýmsir sigur. Herjuðu hvorir land annarra og gerðu skaða. En er það leiddist hvorumtveggjum lögðu þeir milli sín sættarstefnu og gerðu frið og seldust gíslar. Fengu Vanir sína hina ágæstu menn, Njörð hinn auðga og son hans Frey, en Æsir þar í mót þann er Hænir hét og kölluðu hann allvel til höfðingja fallinn. Hann var mikill maður og hinn vænsti. Með honum sendu Æsir þann er Mímir hét, hinn vitrasti maður, en Vanir fengu þar í mót þann er spakastur var í þeirra flokki. Sá hét Kvasir....... Njörð og Frey setti Óðinn blótgoða og voru þeir díar með Ásum. Dóttir Njarðar var Freyja. Hún var blótgyðja. Hún kenndi fyrst með Ásum seið sem Vönum var títt."

Som Grundtvig oversætter til:

2. kapitel Om Odin og hans selskab

”.... Iblandt Odins krige er den, han førte med Vanerne, særdeles mærkværdig; thi Vanerne tog kjækt imod ham, og da lykken var ustadig, kom der ikke andet ud af sejrene, som hærene skiftevis vandt, end Ødelæggelse på begge sider. Til sidst blev derfor begge folkene kjede af legen, gik på forlig og sluttede fred. Til ydermere stadfæstelse gav man hinanden gisler. Aserne skikkede en høj og dejlig mand, ved navn Høner, som de sagde var ret skabt til høvding, og den højvise Mimer; til gjengjæld sendte Vanerne dem deres fornemste mænd: Njord hin rige med Frej hans søn, og Kvaser, som var den største vismand i deres land.........Njord og Frej gjorde Odin til offerpræster og Dier i Asgård, og Njords datter Freja, som først lærte Aserne den vaniske troldom: Sejd, satte han til præstinde.”

Og på engelsk:

4. Of Odin’s War With The People of Vanaland.

”Odin went out with a great army against the Vanaland people; but they were well prepared, and defended their land; so that victory was changeable, and they ravaged the lands of each other, and did great damage. They tired of this at last, and on both sides appointed a meeting for establishing peace, made a truce, and exchanged hostages. The Vanaland people sent their best men, Njord the Rich, and his son Frey. The people of Asaland sent a man called Hone, whom they thought well suited to be a chief, as he was a stout and very handsome man; and with him they sent a man of great understanding called Mime. On the other side, the Vanaland people sent the wisest man in their community, who was called Kvase...... Odin placed Njord and Frey as priests of the sacrifices, and they became Diar of the Asaland people. Njord's daughter Freya was priestess of the sacrifices, and first taught the Asaland people the magic art, as it was in use and fashion among the Vanaland people.”

Ovenævnte beretning lyder umiddelbart som en krigsberetning, men med forøgelsen af samtidsforståelsen står det snart klart, at denne beretning ikke er en krig i traditionel forstand, og skal læses med en anden fortolkning. Et af de største tvivlsspørgsmål er oversættelsen og fortolkningen af ordet ”gíslar.” Denne traditionelle fortolkning har altid været det nærliggende ”gidsel” og det benyttes i såvel danske som engelske oversættelser. Det oldnordiske ord ”gísl” har imidlertid to betydninger, ”gidsel” og ”stråle.” Isoleret set kan det ikke retfærdiggøres at erstatte betydningen af ”gísl” til ”stråle” i betydningen af ”at forbinde.”

Georges Dumézils bog fra 1959 der i den engelske oversættelse blev til ”Gods of the Ancient Northmen,” og er en del af pensum på universiter verden over i studiet af sagaerne, har en ganske vigtig oplysning. Her vises det ganske overbevisende at krigen mellem Aserne og Vanerne har en dyb indo-europæisk mytologisk rod til Vedaerne og længere tilbage. Aserne, som de dynamiske fremadseende krigere mod Vanerne som statiske bønder med en kultur baseret på fortiden. Krigen mellem Aserne og Vanerne er med andre ord en fortælleteknik hvor man ved at vise hvem man ikke er, viser hvem man er. Dette benyttes i allerhøjeste grad i dag, hvor mange nordboere bruger megen tid på at forklare alle at vi ikke er hverken tyskere eller (upplands)-svenskere, og det er nok til at forklare hvem vi er. At dette ingenlunde er et tilfælde vil jeg om et øjeblik forklare idet jeg mener at modsætningen mellem Aser og Vaner er identisk med modsætningen mellem Daner, Angler, Saksere og Frisere på den ene side, og Germanere på den anden.

Tænker vi lidt på ord i det danske sprog ser vi straks brugen af ordet ”vane” i meget vigtige betydninger: Uvane, dårlig vane, sædvane, vanvittig, vanart, vanhellige, vanrøgt og vansinnig (svensk – vanesind). Brugen af ”vane” genfindes naturligvis i oldnordisk og der er utroligt mange af dem lige fra ”van-drengr” (uærlig person), van-gæzla (skødesløs), vanheiligr (syg), vankunnandi (mangel på kunnen/viden) til vanmenna (værdiløs person). Som vi måtte forvente findes ordet ligeledes på engelsk; ”vane” (forfængelig), ”in vane” (forgæves), ”vanish” (forsvinde, uddø fra det oldfranske ”esvanir”). På estisk betyder ”vane” ”gammel.” Vi kan se på alle ordene hvori ”vane” indgår, at ordet er negativtladet og noget man ikke ønsker at forbindes med.

Vender vi nu tilbage til oplysningen om at Vane-hjem/Vanaheim/Vani kongeriget fysisk lå i området op til ”Odins store besiddelser” så kan Vani kongeriget have betydet at der her boede en del af vor eller en beslægtet stamme, der fulgte et sæt af skikke, som vi i samtiden fandt upassende og derfor kaldte ”Vanerne.”

Når vi når frem til beskrivelsen af befolkningerne i nord-Germanien vil vi ligeledes finde et folk, eller en befolkningsgruppe, der beskrives i en variation af ”Vanerne.” Vi ved at folket bor i Saksernes område med Rhinen (Frankfurt) som den nedre grænse, men man kender intet til hvad der blev af dette folk. Derfor regner man med at dette folk blev opslugt af Sakserne, der ikke udvandrede til England, og Sakserne var Daner boende ved Sax-elfr (Elben):

 


Varinnae (Plinius den ældre 77 e.Kr.)
Variniana (Tacitus år 98 e.Kr.),
Vargiones (Ptolemy år 127 e.Kr.)
Varni (Procopius, år 550 e.Kr.)

Forskere taler ofte om ”Vane-kulturen” som en særskilt abstrakt enhed men mit gæt er at de befolkningsgrupper, der beskrives som ”Vanerne” såvel på østkysten af Sortehavet, som i Nedre Saxland, er et folk med hvem vi var beslægtet. Vi har blandt vore naboer haft befolkningsgrupper, der fulgte traditionelle frugtbarhedsskikke, måske fordi disse grupper var agerdyrkere og kvægdrivere, modsat os der var hestefolk, måske fordi ”Vaner” er en betegnelse for alle andre inden for Ase-folket bortset fra krigerrangen. Derfor blev der set ned på Vanekulturen blandt de der fortalte vor historie, som dog samtidigt indeholdt nødvendige kundskaber der kunne bruges, jvs. Freyas kunnen af ”den vaniske troldom.”

Husk på at vi tilbad Freyr, og vi blev af Romerriget religiøst kategoriseret som så. Freyr som frugtbarhedsguden, og Njord som Moder Jord, var Vaner, dvs. de gamle sæd(vaner) eller skikke.

Jeg er ikke enig i de forskere der forsøger at kategorisere Vanekuturen som fredfyldt og pacifistisk i modsætning til Asefolkets krigerrang. Det Vaniske symbol er Freyas vildsvin ”Hildisvíni.” Jeg har selv stået lidt for tæt på et vildsvin i Kruger National Park i Sydafrika, og tro mig, et vildsvin er ikke fredfyldt. Men det smager dog ganske godt bagefter. I denne forbindelse er Tacitus’ beskrivelse af det estiske folk, og dette folks oprindelige forståelse af dem selv som landbrugsfolk, yderst vigtig. Dette belyses yderligere senere.

Iflg. Lindenborg Codexet (sidste halvdel af 1500 tallet) eksisterede der en lov der blev kaldt ”Angli og Warini lov” i Anglernes og Saksernes område.

Edward Gibbon (1737-1794) omtaler i hans værk ”History Of The Decline And Fall Of The Roman Empire” (Vol. 3, kapitel XXXVIII: Reign Of Clovis, Part V) en angelsk prinsesse, der var blevet trolovet til Kongen af Varni, Radiger. Kong Radiger, af politiske årsager, foretrak dog hans faders enke, der var søster til Theodebert (ca. år 504-548 e.Kr.), Frankernes Konge. Den forsmåede prinsesse blev naturligvis rasende og krævede hævn. Hun sejlede derfor med sin hær på 100.000 fra England med 400 skibe til Rhinens munding, og tvang Kong Radiger til wergild, hvorunder han afsagde sig sin faders enke og lovede at opfylde sine forpligtelser som hendes mand. Denne hændelse finder sted medens Kong Clovis var Konge. Kong Clovis identisk med Ludwig Chlodwig Chlodevech (Clovis I, Chlodovocar) (ca. år 466-511 e.Kr.) der grundlagde Frankernes Rige (moderne Tyskland og Frankrig) og konverterede området til den katolske kristendom. Den engelske munk Bede forklarer os i øvrigt på et tidspunkt at Frankerne, Anglerne og Sakserne og dermed Danerne kunne forstå hinandens sprog helt op til 700 tallet e.Kr.

Der er derfor noget der tyder på at Varni-folket forblev i landområdet fra Rhinen (Frankfurt) og nordpå efter udvandringen af de Daner der var kendt som Anglerne og Sakserne. I den forbindelse husker vi at Snorre forklarer os at Odins søn Seggi var landeværner over Frakland, der netop er området omkring Frankfurt. Beowulfkvadet omtaler folket Gár-Dene = Daner med spyd. Ordet ”Germaner” er sammensat af to ord: ”Ger” (spyd) og ”man” (mænd). Er Germanerne, dvs. nordtyskere, ”Daner med spyd”?

Germanerne blev af andre folkeslag kaldt ”Alanmænd” som vi genfinder i Allemagne (fransk) og Alemanha (portugisisk). ”Alanmænd” er folk fra Alani-folket som vi om et øjeblik bliver ganske nøje introduceret til. Som man vil se så adskiller Alanifolket sig helt grundlæggende fra Aorsi-folket, som jeg mener er identisk med Ase-folket, derhen at Alanifolket ikke har et matriakalt system, at kvinder ikke var krigere, og at dette folk er et kvægfolk, der trækker rundt med hestevogne, og som man gennem arkæologi ved stort set så ud som de hestevogne vi langt senere ser på den amerikanske prærie. Jeg er derfor ganske sikker på at for fuldt at forstå Vanerne skal vi forstå Alanifolkets og det estiske folks skikke.

Kan vi sige noget mere præcist om de folkeslag, der befinder sig omkring Tanafloden og Asovhavet?


Samaterne

Strabo skriver at ” på Iberian folkets sletter (Ukraine og sydlige Rusland. Kaldtes således fordi dette område ca. år 5000 f.Kr. blev beboet af Neotlithic Iberians, der kom op fra Middelhavsområdet) er beboet af folkeslag, der er engageret i landbrug og fred, og de klæder sig på som Armenierne og efter moden i Media (i Persien/Iran); men hovedparten, og den krigsførende part, bor i det bjergrige område, hvor de lever som Skyterne og Samaterne (på engelsk Sarmatians), med hvem de er både naboer og beslægtet..... Og de samler mange titusinder, både fra deres eget folk og fra Skyterne og Samaterne, når noget truende sker.”

”Der er også 4 kaster blandt indbyggerne af Iberia. Den 1. kaste er fra hvilken de vælger deres konge, der vælges efter ældste af samme slægt. Den anden tronarving administrerer lov og hæren. Den 2. kaste er præsterne. Den 3. kaste er soldaterne og agerdyrkerne. Den 4. kaste er almuen, der er slaver af kongen.”

Strabo skriver videre at Samaterne bor mellem Tanais floden og den Kaspiske sø.

Der er i dag enighed om at Samaterne ankom til området omkring Asovhavet fra Syr Darya dalen (fra Aral søen til Balkhash søen) og længere mod øst Fra Balkhash søen til den kinesiske mur.
Samaterne var en generel betegnelse for flere folkeslag, der var beslægtet i større eller mindre grad, og som synes at have holdt sammen mod fælles fjender. Blandt disse folkeslag var Aorsi folket og Alani folket. Sidstnævnte var delt i to stammer, Alani og Roxoalani (Rhoxolanoi på græsk).


En af de mest interessante ting ved Samaterne var deres kvindelige krigertempelpræster.

Hippocrates skriver år 400 f.Kr.: ”De (Samatiske kvinder) har ingen højre bryst... for medens de stadig er babyer tager deres mødre et rødglødende bronze værktøj, lavet til dette formål, og sætter på det højre bryst, således at dets vækst bliver standset, og al dets styrke og størrelse overgår til den højre skulder og den højre arm.” Vi ved fra Hippocrates at dette er en beskrivelse fra omkring Asovhavet (Palus Maeotis).

Herodot skriver at Samaterne var afkom af Skytere og Amazoner, og at deres kvindelige efterkommere ” har fortsat fra denne dag til i dag ( ca. år 484-425 f.Kr) at fastholde deres skikke, ofte på jagt på hesteryg med deres mænd; i krig værende i felten; og med det samme tøj som mænd.” Det bliver bedre endnu: ”Ingen pige skal gifte sig før hun har dræbt en mand i krig.”

Arkæologi ser ud til at bekræfte disse beskrivelser af Hippocrates og Herodot. Kvinder udgør en stor andel af de militære massegrave der er fundet blandt Samaterne, og det ser ud til at kvindernes grave er de rigeste.
Vi kender også navnet på en dronning af Samaterne. Hun hed Amage og var dronning i tidsrummet 300 tallet f.Kr. Og om denne heltinde vender vi tilbage for her ligger en absolut vigtig oplysning, som vi alle kender til selv om vi ikke er klar over det.

Jeg skal også nævne at man kun ganske fornylig, i 1989, har fundet og forsket i en række gravpladser på de sydlige uralstepper i Rusland og Kina. Man har helt indiskutable beviser for at kvinder i disse samfund var kriger tempelpræster, dvs. øverste hieraki. Specielt Korla mumien (nu på Korla Museet, og udgravet 6 km fra Chërchën city ved den sydlige del af Taklimakan ørkenen, lidt sydvest fra Aa-sun folkets område). Hun er 1 meter 72 cm, har et langt ansigt med lang smal næse, rød-brunt hår, og lange vel-manicurerede fingernegle. Hendes hænder, der ikke viser tegn på hårdt arbejde, har mørkeblå og sort tatovering på bagsiden af venstre hånd. Kvinden er hvid. Dateringen af denne kvinde, uden tvivl en af vore forfædre (m/k), er fra 300-100 tallet f.Kr. Ved siden af denne kvinde lå en 1 år gammel dreng med lysebrunt hår, formentligt begravet levende som offer for tempelpræstinden (WW s. 144). Også i Prokrovka området i Rusland nord for det Kaspiske Hav, og omkring Tanafloden, har man fundet rige grave med kvindelige krigertempelpræster. Kvinderne var begravet med spyd, sværd, pilespidse af bronze og bronzespejl. (WW s. 60-61).

Dr. Jeannine Davis-Kimball fra Berkeley Universitet i Californien, der undersøgte Korla-mumien har fortalt mig at mumien endnu ikke er blevet DNA-testet. I sin bog ”Warrior Women” skriver Jeannine at vægmalerier i mange huler i området viser mænd med grønne eller blå øjne og rødt eller blond hår, samt skæg (WW s. 149).

Skyterne kaldte deres kvindelige kriger tempelpræster for ”Oiorpata”, der betyder ”at dræbe mænd”. Herfra tror jeg Snorre’s ord for kriger tempelpræst ”Dier” stammer, og det har muligvis haft samme betydning.

”Oiorpata” er sammensat af ordene ”oior” der på skytisk betyder mand og ”pata” der betyder at dræbe. Den fonetiske udtale af ”oior” er ”eeir” og det får mig til at slutte at oprindelsen af Dier er samatisk/skytisk.

Det er almindeligt forstået, at kvinder havde en langt mere fremtrædende rolle i nordboernes samfund. Først da den katolske kristendom introduceres begynder undertrykkelsen af kvinder i samfundsmønstret. Snorre er helt helt klar på dette område. Efter udvekslingen af gidsler under fredafslutningen med Vanerne, hvorunder Njord, Frey og Njords datter Freya kommer til Aserne, bliver Freya gjort til tempelpræst.

Senere, da Odin kommer til Odins ø, sender han Gefion ud for at tage nyt land. Gefion har også været en kriger tempelpræst eller Dier.

Herodot skriver at sproget de taler er en korrupt version af skytisk.

Man mener at Samaterne ankommer til området omkring Tanais floden og Kuban floden mellem 300-200 tallet f.Kr. På dette tidspunkt kommer Aorsi, Roxolani, Alani, og Lazyges folkene fra øst, hvor vi tidligere har beskrevet dem. Disse folk presser Skyterne ud fra dette område.

Man ved at fra sent i 100 tallet f.Kr. til 100 e.Kr. sker der et stor nedgang i befolkningen omkring Tanaisfloden, og stepperne nord derfra som følge af klimaforværinger og folkevandring mod vest og sydøst.

Jeg er helt overbevist om, at en befolkningsgruppe hørende under den generelle Samatiske befolkningsbetegnelse er forfædrene til Ase- og Tanifolket, der ankommer til Fyn, og at det mere specifikt er enten en gren af Aorsi folket eller af Alani folket, hvortil linien skal trækkes.

Det absolut store problem jeg har, og jeg skulle tro mange andre, der har studeret denne hypotese, er at Aorsi og Alani folket for historieskrivere synes at fusionere til en stamme, som vi har kilder der nævner. Hvilken gren der ender op på Fyn er vanskeligt at afgøre, men lad os se, hvor meget vi kan finde ud af om begge folk efter de var ankommet til området omkring Tanaisfloden.

I denne forbindelse er det værd at berette, at det er blevet bevist at Magyar folket i Ungarn har en forbindelse til Lazyges folket, der var en af de fire Samatiske stammer under det vi løst kalder for Alani riget. Det har enorm betydning fordi det også er bevist at Ungarerne, Finnerne og Esterne har samme oprindelse. Disse folkeslag stammer fra området der i dag kaldes Mari Republikken øst for Nizhni-Novgorod (ny-Novgorod) og vest for Ural bjergene omkring Volgafloden, hvor sproget Finno-Ugrisk stadig tales. Præcis som i dag, hvor Finner og Estere regnes for vore brødre og en del af norden, så har det været ligeså for vore forfædre i den alliance der blev formet af de Samatiske stammer.

Jeg har ikke set nogen fornuftig forklaring på hvad ordet Samaterne betød. Vi skal her kigge på det engelske ord ”Sarmatians” eller ”Sauromatai” (Herodot og Hippocrates). Det er foreslået at ”Sar” er det nu velkendte ord for konge eller kongelige, og at ”Sauro” betyder ”de lyshårede.” At dette kan være rigtigt synes bekræftet af Pseudo-Scylax og Eudoxus, der i 300 tallet f.Kr. nævner at naboerne til Skyterne nær Tanafloden kalder sig ”Syrmatae.” Persernes hellige bog ”Avesta,” nedskrevet ca. år 500 f.Kr. nævner også et område ”mod vest” der hed ”Sairima.”

Romeren Ovid blev sendt i eksil fra Rom til byen Tomis (i dag havnebyen Constantza i Rumænien) ved Sortehavet i år 9 e.Kr. efter at have skrevet ”Ars Amatoria”. Han dør i byen i år 17 e.Kr. Ovid er dybt deprimeret over at bo i en kold uciviliseret by, der selvom den er græsk, er domineret af Gotere og Samatere. Men det er jo præcis det der gør Ovids mange breve til Rom interessant for han giver os et glimrende samtidsbillede af Goterne og Samaterne. Ovid forklarer os at Samaterne og Goterne (Getic) rider gennem byen Tomis. De er bevæbnede med køller, bue og forgiftede pile. Deres stemmer er barbariske, deres blik gennemborende. Deres uredte hår når helt til brystet, og deres skæg er uklippet. Hver mand har en dolk, som de bruger uden ret megen påskyndelse. Sværdet var lovgiveren, og der var ofte drab på selve Forum, dvs. den centrale plads i byen Tomis. De gør nar af hans latin.

Den græske historieskriver Polybius (ca. 201-122 f.Kr.) skriver i The Histories (bog XXV:1) om detaljerne ved indgåelse af en fredsafslutning. Området, hvorom der indgås aftale er bl.a. Pontus, Det Bosporiske Kongerige og Parthia (Persien/Iran). Vi ved at denne fredsafslutning finder sted år 179 f.Kr. Polybius skriver om de der er medunderskrivere på fredsafslutningen:

”Og fra Europa, Gatalus, Samaten (The Sarmatian)”

Uden at overdrive betydningen at denne bemærkning, så kender vi nu navnet på endnu en høvding af Samaterne. Hans navn var på græsk Gatalus. Vi kan også sige med sikkerhed at Samaterne har magt for ellers ville man ikke have dem som medunderskrivere på en fredstraktat. Ligeledes kan vi se at Samaterne i år 179 f.Kr. er ankommet til Europa. Vi husker at Tanafloden var grænsen mellem Europa og Asien. Samaterne er derfor vest for Tanafloden, og vest for Tanafloden i denne sammenhæng var syd for Garðaríki.

Ingen kilder har været i stand til at forklare mig hvem Samaternes høvding Gatalus var. Derfor må vi selv gøre et forsøg.

I prologen til Gylfaginning i Snorre Edda hører vi om Ase-folkets konger (alle disse gengives senere i et selvstændigt kapitel). Vi hører her om en konge der hed Ját. Denne konge kaldes også Geata.

Vi ved ligeledes at på old engelsk hed ”en vej igennem” ”geat”. Den engelske version udviklede sig til betydningen ”en vej over et gærde eller mur.” På donsk tunga sagde man ”gata” og dette betød ”en vej igennem en bygd” og dette fik derfor senere i England betydning af en vej, f.eks. Coppergate, der ligger midt i Jorvik (York). Dette blev senere til gade på dansk/norsk.

Beowulfkvadet omtaler også folket Géatas. Forskere verden over skændes stadig over om dette folk kom fra Skåne, Jylland eller Gotland.

Ved at benytte dateringsmetoden som fremhævet under kapitlet ”Ase-folkets ”kønne unger”, dvs. med ankerdatering fra Beowulfkvadet og 60 år pr. generation, skulle kong Ját/Geata have levet ca. år 215-155 f.Kr. Dette stemmer jo overens med hvad Polybius skriver da fredsafslutningen finder sted år 179 f.Kr. Af gode grunde kan jeg ikke vide om Snorre kendte til Polybius’ værk, og har benyttet denne oplysning om Samaternes konge til Snorre Edda. Som jeg også senere gør opmærksom på er der troværdighedsproblemer med Snorre Edda. Derfor tror jeg ikke vi skal tillægge denne oplysning større betydning end at det dog er højst besynderligt. Og det bliver ikke mindre besynderligt af at Snorre også har et heite, dvs. dæknavn, for Odin der hedder Gautur.






 

Ovennævnte er begge Gerry Embletons fantastiske streg fra bogen ”The Sarmatians” (se litteraturfortegnelsen).
Til venstre: En højbåren kvinde fra Samaterne baseret på en grav fundet ved Sokolova Mogila ved Nikolaev, Ukraine. Graven er dateret til 1. århunderede e.Kr. Kvinden var 45-50 år gammel og graven var så rigt udsmykket at kvinden ofte beskrives som en dronning.
Til højre: En høvding af Aorsistammen under en ofring på sletten. Alt på billedet er gengivet korrekt efter de historiske kilder vi har til rådighed. Ceremonien med sværdet i jorden/stenen og den runde ring for enden af sværdgrebet, og ofring til krigsguden før slag, den obligatoriske røde dragt for krigerrangen og den hellige kop. Billedet er baseret på en grav fundet ved landsbyen Porogi, Kiev, Ukraine. I graven, dateret til 1.århundrede e.Kr., var resterne af en rød læderjakke, røde bukser fastgjort med en rød læderrem med et bæltespænde af bladguld over jern. Jakken havde fåreskinds foring og var fastgjort med to fibulae. Håndgrebet på sværdet var rødt læder.
Således så vore forfædre ud, og når De kommer til afsnittet om julemanden, så vend tilbage til dette billede og bemærk den fuldstændige lighed.
Hermitage museet i St. Petersborg har verdens uden sammenligning bedste bedste samling af Samatiske gravfund. Det mest kendte fund blev gjort i år 1864 nær Novocherkassk ved den nedre del af Tanafloden, og det menes at fundene er fra Aorsistammen. Jeg viser i denne historie 3 billeder af de helt utrolige fund der her blev gjort.

Man fandt i denne forbindelse også beklædningsgenstande mest i den røde farveskala så som ædelgranat, granatrød og sarder, samt i mindre grad rav og glas.
Aorsi folket -> Tanaisfloden

Vi ved fra Strabo at Aorsi folket har kontrol med Tanaisfloden før Alani folket, da vi har hørt fra Strabo at folket er der år 7 f.Kr.

Vi ved også at Aorsi folket er forsvundet fra Tanaisfloden år 20 e.Kr. (se beskrivelsen af Alani folket) og at Alani folket nu er i dette område.

I bog 11:2:2 skriver Strabo, at der ved Tanaisfloden og søen (Asovhavet) er en by ved navn Tanais. ” Den blev grundlagt af grækerne, der havde Bosporus strædet. Nyligt (dvs. muligvis før år 7 f.Kr.) blev byen ødelagt af Kong Polemon fordi folket der ikke ville underlægge sig.”

Tacitus skriver (bog 2, kap. 55) at Polemon var konge af Pontus, og ved vi at det var han fra år 36 f.Kr. til sin død år 8 e.Kr. Ifald Ase- og Tanifolket har haft kontrol med Tanaisfloden og byen Tanais, så har vi det klareste tidsrum for deres afrejse fra Tanaisfloden, nemlig mellem år 36 f.Kr. – år 8 e.Kr. Og mit gæt er, baseret på Ovids beskrivelse af Samaterne, dvs. den sydlige Aorsistamme, i byen Tomis (Constanza, Rumænien) i år 9 e.Kr. at det mest sandsynlige tidspunkt er omkring år 36 f.Kr.

Strabo skriver i bog 11:5:8 at Aorsi folket, der har en konge ved navn Spadines (kaldes også Shpadana), bor langs Tanafloden. Aorsi folket er delt i to grupper; de sydlige Aorsi, der har 200,000 ryttere, og de nordlige Aorsi, der har endnu flere. De sydlige Aorsi er udbrydere fra de nordlige Aorsi. Vi hører at det nordlige Aorsi folk importerer handelsvarer fra Indien og Babylonien på kamelryg, via armenske mellemhandlere. De kunne bære guldsmykker på grund af deres rigdom.

Der må være en god sandsynlighed for at dette folk kunne være Ase- og Tanifolket som Snorre beretter dem, og som han har forstået det. Men dette er ikke ensbetydende med at det Snorre har forstået er korrekt.

Kong Spadines er det eneste kongenavn vi kender hos det sydlige Aorsi folk. Jeg er ikke kyndig nok i græsk til at vurdere, hvad det er Strabo forsøger at oversætte til græsk da han beskriver kongen. Det græske ord Spado/Spadonis betyder eunuk. ”Spad” kan også betyde ”at dræbe.” Spatior betyder ”vandrer rundt”. Vi har en af de tidligste sagnkonger til Ase- og Tanifolket, der hedder Eindriði eller ”den der rejser alene”. Om dette kan vi ikke sige mere.

Strabo skriver videre at byen Tanais bestod af delvis asiatiske, delvis europæiske nomader, og delvis at dem der sejlede på søen (Asovhavet) fra Bosporus. Her har vi efter min mening en absolut vigtig oplysning. Vi har ingen tegn der tyder på at hverken Aa-sun eller Aorsi folkene havde søen som en vigtig del af deres samfund medens de boede i Asien, og det var et meget stort problem. Vi kan nu se at byen Tanais bestod af forskellige folkeslag. Nogle af disse var søfolk. Det er via denne vej, at Ase- og Tanifolket får kulturel viden om sejlads ind i sin kultur.

Ptolemy placerer Aorsi folket under Agathyrsi folket fra Transylvanien i år 127 e.Kr. De fleste kilder siger at Aorsi folket blev opslugt af andre Samatiske stammer og forsvinder sporløst.

At historien ikke kan berette mere om Aorsi folket fra omkring år 7 f.Kr. til år 127 e.Kr. betyder at folket var uden for romernes radarskærme. Det virker helt usandsynligt at et folk med 200.000 ryttere i syd, og et antal større end dette længere nordpå, som Strabo beretter, skulle forsvinde fuldstændigt. Hvis vi kigger på hvem der skrev historien i tidsrummet, så var det kinesiske historieskrivere i Han-dynastiet mod øst. Aorsi folket er derfor ikke vandret østpå for så ville vi finde dem i kinesiske krøniker. Romerne havde styr på alt hvad der rørte på sig omkring Middelhavet, Sortehavet og Asovhavet. Aorsi folket kan derfor heller ikke været vandret mod syd. Romerne havde ligeledes styr på alle folkene i Germania. Dette viser Pomponius Mela (år 40 e.Kr.), Plinius den ældre (år 23-79 e.Kr.), Tacitus (år 98 e.Kr.) og Ptolemy (år 127-148 e.Kr). Aorsifolket er derfor heller ikke vandret mod vest, udover den del af folket vi finder i Transylvanien hos Ptolemy.

Den eneste mulighed er at Aorsi folket er vandret mod nord eller mod nordvest, nord for Germania. Denne folkevandring er sket efter plyndringen af byen Tanais eller i tidsrummet mellem år 36 f.Kr. – år 8 e.Kr. Og jeg tror ikke at det er en tilfældighed, at vi alle flodnavnene med oprindelse fra Dana netop fra Danaspirstadir (Kiev) til Danafloden i Litauen. En folkevandring denne vej har været uden for romernes synsvinkel, og derfor den sikreste vej at undgå dem på.

Halsring fra Khokhlach gravstedet nær Novocherkassk ved den nedre del af Tanafloden. Tilhørte en dronning, formentlig fra Aorsistammen. Dateret til 1. århundrede e.Kr. Diameter 17.8 cm, H 6.3 cm. Motiverne viser et fabeldyr der angriber et andet. Klassisk eksempel af Samatisk dyrestil. I samme grav lå også en nåleæske, en parfumeæske, en diadem (vist andetsteds) og en kop (vist andetsteds), alle af massivt guld. Hermitage museet, St. Petersborg.

 

Procopius, byzantinsk græskskrivende historikeskriver skrev ca. år 550 e.Kr. (History of the wars: Bog III-VII (III.ii 1-6, VI. xiv-xv, VII.ii.1-3)) om hvem han mente var forfædrene til barbarerne fra nord. Det er her værd at bemærke først at Procopius regnes for en af de største og mest pålidelige historieskrivere fra den senbyzantinske periode, og vi vil senere hen støde på ham igen under en diskussion der fandt sted blandt romerne om hvad der skulles gøres ved Goterne. Dernæst skriver Procopius at han aldrig selv besøgte Thule, som var hans og andres betegnelse for nord for Germanien. Derfor er hans viden om barbarerne der mere generel end specifik. Endelig så skal læseren være klar over at Goterne, efter at de blev uddrevet fra Danmark og Skåne, rejste tilbage til området omkring Sortehavet og herfra konstant angreb romerne og forvoldte enorm skade. Vandalerne, der også var blevet uddrevet fra Danmark efter vor ankomst, plyndrede Rom i år 455 e.Kr. fra deres base i Kartago i nordafrika. Alt dette bliver behandlet senere i historien, men det er derfor at Procopius anser netop disse stammer som de største og de vigtigste. Romerne havde på dette tidspunkt ingen problemer med Ase- og Tanifolket, som Procopius kender som ”Dani” selvom han aldrig har været der.

”Nu da Honorius havde den kejserlige magt i Vest (kejser år 395-423 e.Kr.) da tog barbarerne kontrol af hans land; og jeg skal nu berette hvem de var og hvorledes de gjorde det. Der var mange Gotiske nationer/stammer i tidligere tider, præcis som der er nu (dvs. ca. år 550 e.Kr.), men de største og vigtigste af alle disse er Goterne, Vandalerne, Visigoterne og Gespaedes. I gamle dage blev de dog kaldt Sauromatae og Melanchlaeni, og der var nogle der kaldte disse nationer/stammer Getic. Alle disse, til trods for at de kan adskilles fra hinanden ved deres navne, som det er sagt, adskiller sig overhovedet ikke fra hinanden. For de har alle hvide kroppe og lyst hår, og er høje og smukke at kigge på.”

Når Procopius omtaler de ”Gotiske nationer/stammer” så mener han alle de folkeslag der i år 550 e.Kr. befinder sig nord for Germanien udover de specifikke stammer som i samme tidsrum bor op til romerriget. Dette inkluderer derfor også Ase- og Tanifolket. Procopius mener at alle disse stammer oprindeligt blev kaldt Sauromatae, og betydningen af denne information kan ikke understreges nok. Sauromatai var det ord bl.a. Herodot år 484-425 f.Kr. brugte som betegnelse for Samaterne, hvorunder Aorsi stammen hørte. Min påstand om at Ase- og Tanifolket nedstammer fra en af de Samatiske stammer har med andre ord været kendt viden i romerriget mindst siden år 550 e.Kr.

Alani og Roxolani folket ->Tanaisfloden
De fleste forskere mener at Alani folket tager kontrol med Tanaisfloden og området øst derfor omkring år 20-50 e.Kr. Dette stemmer godt overens med at der er plads her efter at Aorsi folket er udvandret. Vi ved en del mere om Alani folket end om Aorsi folket fordi Alani folket giver romerne store problemer, der koster enorme resourcer at bekæmpe over en lang periode. Lad os høre hvad historieskriverne siger.

Vi har tidligere nævnt at dette folk bestod af to stammer, Alani og Roxolani.
Roxolani folket

Ca. år 20 e.Kr. bliver Lazyges folket (den 4. stamme der hørte under grupperingen af Samaterne) under påskyndelse af romerne, og med pres fra Roxolani folket sendt til området mellem Donaufloden og Tisa floden ved den vestlige grænse af Dacian folkets område, dvs. eller eller andet sted i Yugoslavien.

I vinteren år 68/69 e.Kr., medens der er borgerkrig i Romerriget efter Kejser Neros død, angriber Roxolani folket provinsen Moesia (ca. Yugoslavien og Bulgarien). De bliver slået tilbage af M. Aponius Saturninus, der var guvernør af Moesia.

I vinteren år 70 e.Kr. prøver de igen, og denne gang lykkes det at slå den nye guvernør af Moesia, G. Fonteius Agrippa, ihjel.

I vinteren år 85/86 e.Kr. angriber Dacian, Roxolani, Lazyges og Bastarnae folkene Moesia. Guvernøren, C. Oppius Sabinus, bliver dræbt. Kun med stort besvær lykkes det for prefekten af Praetorium (det militære hovedkvarter), Cornelius Fuscus, og guvernøren Funisulanus Vettonianus, at skubbe angrebet tilbage.

I vinteren og foråret år 101/102 e.Kr. hærger samme konstellation af folk igen alle de romerske provinser syd for Donaufloden, og romerne er nødt til at sætte det store skyts ind. Kejser Trajan (år 98-117 e.Kr.), med tropper fra Dacia, laver en frontlinie i Moesia, og det afgørende slag finder sted på Adamclisi plateauet med romersk sejr. Vor vigtig denne sejr var for romerne ses i at der efterfølgende rejses et monument, Tropaeum Traiani, på slagmarken i Rumænien (resterne er nu på museum). 3.800 romerske legionærer blev dræbt, et uhyre stort antal for en sejrrig romersk hær.

År 117/118 e.Kr. Samme stammefolk angriber igen området omkring Dacia (Rumænien), og Kejser Hadrian (år 117-138 e.Kr.) er nødt til selv at tage derover for at få kontrol med situationen.

Kombinationen er dette nederlag og Goternes ankomst til den nordlige kyst af Sortehavet og Asovhavet, efter udvandringen fra Sverige, gør at Roxoalani folket forsvinder fra historien.

Det er derfor ikke dette folk vi kan forbinde med nordboerne.

 

Alani folket

Historieskriveren Josephus (år 75-79 e.Kr.) forklarer os:

”Derefter var der Alani folkets rige, som vi tidligere har nævnt et sted som værende skyter, og boende langs Tanais floden og Asovhavet. Dette folk omkring dette tidspunkt (år 73 e.Kr.) havde kig på Media (lå i Persien/Iran) og længere frem for at plyndre det; med hvilket formål de optrådte overfor Kongen af Hyrcania (bystaten lå i bunden af den Kaspiske sø) ; for han kontrollerede den vej som Kong Alexander (den store) lukkede med jernporte (dette refererer til en stor mur, der eksisterede på dette tidspunkt). Kongen gave dem ret til at passere forbi; så kom de med store styrker og angreb Medes helt uforventet og plyndrede landet, som de fandt fuld af mennesker, og fyldte op med meget kvæg; medens ingen turde gøre nogen modstand mod dem; for Pacorus, kongen af dette land (Kong Pacorus II af Parthia, Persien/Iran f. år 45 e.Kr., konge år 78 e.Kr., død år 109 e.Kr.), var flygtet i skræk til et sted hvor de ikke nemt kunne komme til ham, og havde opgivet alt han havde til dem, og havde kun reddet sin kone og sine elskerinder fra dem, og det med noget besvær, efter de havde taget dem som gidsler, ved at give dem 100 talenter i løsesum. (herefter tager Alani folket Armenien). Alani folket, opstemt af dette slag, ødelagde landet, og gik med mangfoldige mænd, og en stor kvantitet af andet rov de havde fået fra begge kongeriger tilbage til deres eget land.”

Vi ved også hvordan dette angreb så ud fra den modtagende side fra Vologeses inskriptionen fra Parthia:

”Må vor elskede gud altid holde os frie! Tilbedende ham (gud) i dette 11. år af min tronbestigelse.

Fremad, efter vi har skudt (pile), tilbedende ham (gud), fremad.
Kaghan (kejseren) kongen, tilbedende ham (gud) 7 gange.

Medens Alan folket, fjenden, og Külük, kongen af Alani folket, vedblev at føre krig; kongen af kongerne, Kaghan (kejser) Büken (Kong Pacorus II) Kaghan (kejser)! Ridende på din hest rejsende dig over fjenden, du beskyttede mig.

Külük, den hårde konge af Alani folket, efter at have skudt (pile) og konger over alle konger, Kaghan (kejser)! Ridende på din hest rejsende dig over fjenden, du beskyttede mig og forsvarede mit tempel.”

Som man kan se fra ovennævnte røverhistorie, har Alani folket ikke holdt sig tilbage da de tog Parthia.

Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr.) fortæller i sin beretning om Hunnerne, hvorledes det går for Alani folket.

Alani folket er på dette tidspunkt stadig på den østlige side af Tanaisfloden, og meget længere østpå helt over til Ganges floden i Indien. Folket er altså delt i to hovedgrupper, og vi kan forklare hvorfor romeren siger dette.

  Alani folket -> Asii/Asiori folket -> Vedas

Strabo i sin Geographika fra ca. år 7 f.Kr. fortæller os at Asii/Asiori folket (Trogus år 1 e.Kr. kalder dem Asiani) angriber sydpå og tager Bactria omkring 139 f.Kr. Han skriver at de kom nord for Ixartes floden, der deler Sogdiani og Sacae landområderne. Strabo nævner 3 andre stammer fra samme område, der deltager i dette angreb, nemlig Pasiani, Tochari (menes at være Yue-zhi hos Zhang Qian og Yue-dzhistsi hos Petr Petrovich Semenov) og Sacarauli. Dette er Zhang Qian (år 126 f.Kr.) enig i som vi har hørt: ”smed Kongen af Sae ud; Den sidstnævnte flyttede syd, over Hindu Kush”. Sae var kinesernes generelle betegnelse for stammerne i Aa-sun folkets område, som Herodot ligeledes generelt kalder Sacae. Disse stammer skaber herefter et kongerige kaldet Tocharestan, med Asii folkets høvding som konge. I 100 tallet e.Kr. udvides dette rige til også at inkludere nord-Indien og riget kaldes Kushan. Dette rige holder til 600 tallet e.Kr. hvor de bliver slået af muslimerne.

Der har været store skænderier mellem forskere om sproget der taltes i Bactria var Indo-iransk eller Indo-europæisk. Indo-iransk var proto Indo-europæisk.

Man har historiske beviser for at der i dette område var Veda tilbedelse. Den ældste Veda, Rig Vedaen, hvis oprindelse er helt tilbage til år 1700-1000 f.Kr., blev viderebragt fra generation til generation gennem mundtlige overleveringer, og nedskrevet omkring år 600 f.Kr. Vedaerne fortæller om hvide (”gaura”) folk, der beskrives som høje, lyshårede og ret-næset. Disse folk bruger heste, stridsvogne, spyd, bue, pil til krigsførelse mod de indfødte fra syd, der beskrives som små , sorte (”krshna”) og fladnæset (der står faktisk ”uden næse” eller ”a-nâs”).

Disse Vedas danner fundamentet for et samfund ledet af krigere, og tempelpræster, men også kaste-systemet, hvis sociale opdeling af samfundet var baseret på hudfarve. Den meget simple årsag til at vi ikke finder kastesystemet i nord-Europa baseret på hudfarve er at det ikke var nødvendigt modsat i Indien, hvor de hvide Indo-europærere var fysisk og teknologisk stærkere, men talmæssigt i mindretal. I Rígsþulu, kvadet om Rig fra Island, vers 7, besøger Heimdal, forklædt som Rig, en trællefamilie. 9 måneder senere fødes en søn ved navn træl, og han er mørkhudet. Et 100 procent identisk system har derfor ligget latent i nordboernes system, men det har ikke været nødvendigt at benytte det da samfundene var stort set homogene.

Der er enorme ligheder mellem guderne i Vedaerne og de Indo-europæiske guder vi kender til i nordbolandene. Solvognen fra Sjælland dateret til 1350 f.Kr. kunne lige vel været fundet her. Indra var hovedguden, Agni var ildguden, Varuna var natguden, Mitra var dagguden, Surya var solguden. Surya ridder på en stridsvogn over himmelen trukket af sine to sønner, Asvin. Rig vedaen siges at være meget optaget af heste. Se senere under afsnittet om Solgudsdyrkelse. Der en ingen forskel, og oprindelsen til vore Edda og oprindelige skikke og tro er den samme som for Vedas fra Indien, nemlig folkeslagene der befandt sig på de asiatiske stepper. ”Veda” kommer af ordet ”vid” der betyder, kan vi gætte det?, ”at vide.” Veda betyder ”viden”.

Zhang Qian er helt klar på at Aa-sun folket ikke er Asii/Asiori folket, men begge folk har været en gren af samme befolkning med helt identiske skikke og tro. Derfor kalder romeren Ammianus Marcellinus i sin beretning fra 300 tallet begge folk for Alani folket.
Tilbage til det østlige Alani folk ved Tanaisfloden.

Ammianus Marcellinus skriver:

”De (Alani folket) har ingen huse og bruger aldrig ploven, men lever kun af kød og masser af mælk, der er på deres hestevogne, som er overdækket med buer og tag lavet af bark fra træer, som de kører gennem deres uendelige ørkener. Og når de kommer til græsenge, så stiller de deres vogne i en cirkel, og lever som bæster, spisende alt hvad de finder, bærende, om man vil, deres bygder med sig i deres hestevogne. (det lyder som nybyggerne på den amerikanske prærie).

De driver deres kvægflok til deres græsenge, men over alt andet er de meget påpasselige med deres heste. Markerne i landet er altid grønne og der er områder med frugttræer, så hvor end de går er der aldrig mangel på føde til dem eller deres husdyr........

Alle deres gamle, og specielt det svage køn, forbliver tæt på hestevognene og er beskæftiget med lettere arbejde. Men de unge mænd, som fra barnsben er optrænet i brugen af heste, føler det under deres værdighed at gå . De er også specielt trænet i diverse discipliner til at blive dygtige krigere. Og dette er årsagen til at Perserne, der oprindeligt er af skytisk oprindelse, er meget dygtige i krig.

Næsten alle Alani folkets mænd er høje og smukke. Deres hår er næsten gult, deres øjne frygtindgydende; deres lette våben giver dem hurtig mobilitet, og de er i alle anseender (krigsmæssigt) lig Hunnerne, dog mere civiliserede i deres føde og livsstil. De plyndrer helt til Asovhavet og Krim-halvøen (Cimmerian Bosporus), og hærger også Armenien og Media (i Persien/Iran).

.......Fare og krig er vel modtaget hos Alani folket, og blandt dem en mand kaldes lykkelig, hvis han har tabt sit liv i slag; for de der bliver gamle, eller dør af tilfældig sygdom, anses som degenerede og kujoner. Der er ej heller mere der får dem til at prale end når de har dræbt en mand; og det bedste rov anses at være skalpen, som de har revet fra hovedet af dem de har dræbt (det koncept introducerede de hvide nybyggere også på den amerikanske prærie), og som de sætter som prydsgenstand på deres krigsheste. Der er ej heller noget tempel eller helligdom i deres land, end ikke en hytte med strå , deres eneste ide om religion er at smide et sværd på jorden i en barbarisk ceremoni, og dette tilbeder de med stor respekt.

De forudsiger fremtiden på den mest usædvanlige måde. For de samler et antal af store pilekviste, og med nogle hemmelige citeringer adskiller de dem (pilekvistene) fra hinanden og forstår herefter hvad fremtiden vil bringe (det lyder som ”den vaniske trolddom”).

De har ingen forståelse for slaveri, da de alle kommer af noble familier; og de der udnævnes til dommere er altid mænd af bevist erfaring og gode krigskundskaber. ”

Herefter forsætter romeren med at forklare at Hunnerne kom ind i Alani folkets område, hvor de slagter Tanaitae folket (som Ptolemy placerer hvor Tanaisfloden slår et knæk i år 127 e.Kr.). Resten af Tanaitae folket optages blandt Hunnerne og forsvinder fra historien. Gruthungi folket (Østgoterne) bor ved siden af Tanaitae folket, dvs. er på nordsiden af Asovhavet.

År 150 e.Kr. bliver Alani folket slået af romerne ved bystaten Olbia, der lå ved udmundingen af Dniepr floden i Sortehavet. Olbia havde netop på dette tidspunkt genrejst sig efter at være blevet totalt ødelagt år 50 f.Kr. Byen var stadig meget fattig år 83 e.Kr. hvor Dio Chrysostom besøgte byen og skrev derom. Under kejser Septimius Severus fik byen imidlertid støtte fra Rom, hvilket forklarer både hvorfor Alani folket forsøgte et angreb, og hvorfor romerske legioner blev hidkaldt for at slå angrebet tilbage. Byen bliver indsat under kontrol fra nedre Moesia, og bliver igen ødelagt af Goterne omkring år 248 e.Kr.

År 360-370 e.Kr. angriber Hunnerne Alani folket og slår dem. En lille del af Alani folket flygter til Kaukasus bjergene, hvor de i dag findes under navnet Osseterne i et området delt mellem Georgien og Rusland. En anden del af stammen flygter længere vest på og tager sammen med Vandalerne fra Vendsyssel, og Suevi folket (ukendt folk, kan være Svea folket fra Uppland, Sverige) til Gaul. Nogle af Alani folkene her forbliver i Orléans og Valence, men de fleste fulgte Vandalerne til nord-Afrika. Her er den officielle titel på Vandalernes konge ”konge af Vandalerne og Alani”.

Hovedstammen af Alani folket bliver opslugt af Hunnerne, og senere Khazarerne og Mongolerne.

År 370-376 e.Kr slår Hunnerne og Alani folket Goterne.

År 375 e.Kr. Krig mellem Hunnerne/Alani folket og Østgoterne ved Erac floden (i dag Tiligul floden ved Odessa på nordvestkysten af Sortehavet). Jordannes (bog XLVIII) skriver at der var 3 slag. Østgoterne bliver endeligt slået og trækker sig tilbage til Dniestr floden længere mod nord i det sydvestlige Ukraine.

Den romerske poet Claudian (år 370-405 e.Kr.) kalder dem ”de rastløse Alans” og dette må vel siges at være en udmærket beskrivelse af dette meget omstrejfende folk.

Vi skal da også nævne drengenavnet Alan/Allen (England), Alain (Frankrig) og Allan (Danmark).

Den engelske version af navnet kan vi forklare fordi den romerske kejser Marcus Aurelius, efter at have slået et Sarmatisk angreb i år 175 e.Kr. bestående af Lazyges folket, der formentlig var en del af Alan kongeriget på dette tidspunkt. Som løsesum for dette slag bliver 5.500 Samatiske ryttere (formentlig med kvinder og børn) sendt til Ribchester (Ribelcastre i Domesday Book, romerne kaldte byen Bremetennacum) syd for Lancaster i nord-England for at forsvare mod angreb fra Skotland. Engelske forskere fortæller at kun 500 ryttere ankom til Ribchester. Man ved ikke hvor de andre blev af. Legionen blev kaldt VI legion Victrix, og blev ledet af Alani høvdingen, der af romerne blev kaldt Lucius Artorius Castus. Denne høvding menes at have været inspirationen til legenden om Kong Arthur, ridderne om det runde bord, Exalibur etc. De fleste er nok også bekendt med Alan-a-Dale (Allan fra dalen), der figurer i de folkesange og sagn, der bliver nedskrevet fra år 1420 e.Kr., men er baseret på faktiske begivenheder der fandt sted år 1193-1265 e.Kr. og bliver til historien om Robin Hood og hans fredløse saksere, der kæmper mod den onde Sherif af Nottingham.

VI legion Victrix blev sendt til til de romerske provinser i England omkring år 122 e.Kr. fra Germania Inferior med base omkring Jorvik (York) hvor deres opgave var at forsvare Hadrian’s Wall (Kejser Hadrians mur mod Skotland). Legionen bygger år 139-142 e.Kr. Antonine Muren mellem Edinburgh og Glasgow.

Det franske drengenavn Alain forklares ved at ved vi at en del af Alani folket bosætter sig i Orléans og Valence.

Det danske drengenavn Allan kom til Danmark med de første engelske drengenavne i 1800-tallet.

Det kritiske tidsrum i min historie for Ase- og Tanifolket i deres ophold omkring Tanafloden er omkring år 0 plus/minus 25 år. Det har jeg en række årsager til som jeg vender tilbage til. Mange forskere mener dog at Tanifolket (forskere anerkender som sagt ikke eksistensen af at Tanifolket kan have kaldt sig selv Ase-folket) først ankommer væsentligt senere op til år 400 e.Kr. En så sen ankomst til Danmark mener jeg bør totalt afvises, da dette ikke passer med folkevandringen og giver et alt for kort tidsrum for Ase- og Tanifolket at udbrede sig over hele Danmark, Sverige og Norge, og forberede den omfattende infrastruktur der skulle til for at man kunne vandre videre vest mod England, Færøerne, Island, Grønland og Vinland/Markland/Helluland/Nyaland (Nordamerika), samt påbegynde angrebene på England i 800 tallet.

Alani folket opfylder en række krav der skal være tilstede ved ankomsten til Fyn; race, sprog, militære egenskaber etc. Men jeg har ikke kunnet se, at Alani folket har haft kvindelige tempelpræster, hvilket jeg er overbevist om at Ase- og Tanifolket havde. Vi ved at den generelle beskrivelse af alle 4 stammer der gik under betegnelsen Samaterne havde disse kvinder i øverste hierarki, og det er muligt at mine specifikke kilder, der jo har det ”svage” køn som værende beskæftiget med let arbejde ved hestevognene, ikke er fuldstændige. Ved vi at Alani folket bliver splittet i mange grupper, og en af dem kan sagtens være vandret nordpå. Det der virkeligt bekymrer mig med Alanifolket er at dette folk, og deres søsterfolk, Roxolani folket, var 100 procent på romernes radarskærm som følge af al den skade de påførte romerne. Det er efter min mening helt usandsynligt at romerne ikke ville have haft fuldt styr på befolkningerne nord for Germania på et langt tidligere tidspunkt end Ptolemy i år 127 e.Kr. ifald det var Alani folket der var vandret dertil. Jeg mangler også skibsforbindelsen til folket, der godt kan have været der, og i hvert fald er der langt senere da Alani folket sammen med Vandalerne angriber Rom fra deres hovedby i Kartago, Nordafrika. Ligeledes har jeg tidligere nævnt er jeg mener at en del af Alanifolket er identisk med ”Alanmændene” som vi kalder ”Germanerne” og muligvis Vanerne.

Fra hvad jeg derfor har kunnet finde frem til må det være Aorsi folket, sandsynligvis den nordlige stamme med over 200,000 ryttere, og uden tvivl med en blandet landhandel af andre folkeslag blandt Samaterne, der vandrer mod nordvest med retning mod Fyn.

Når Snorre derfor siger at Odin og Aserne drog vest til Garðaríki så er det ikke forkert. Vi skal bare lave en større cirkel og tænke området generelt. Tanafloden udspringer jo fra Garðaríki og når munken fra Kænugarður (Kiev), der ligger i det sydlige Garðaríki og syd for Tanafloden, siger at oppe nordpå boede Yam folket, så tror jeg at dette folk også er Ase-folket da vi kan bevise at Aserne også blev kaldt Yas folket. Ase-folket havde kontrol med Tanafloden, og derfor bliver de kaldt for ”Tani.” At vi i dag kaldes Daner er en latinisering af ordet ”Tani.” Herved kobles så Ase-folket på Garðaríki og vi må slutte at også her har Snorre ret.

De folk der bliver tilbage efter Odin og Aserne er draget videre mod Saxland kan være Tanaitae-folket som Ptolemy år 127 e.Kr. beskriver som boende ved Tanakvisl, og den gren af Aorsi folket som Ptolemy samtidigt beskriver som værende bosat omkring den romerske provins Moesia på vestkysten af Sortehavet og måske forfædrene til Osseterne, der i dag bor i Odins ”store besiddelser” i Kaukasusbjergene.

Saxo skriver i Gesta Danomrum under Dan og Angel (DRK 1:53) at ”...uagtet den normanniske Historie-Skriver, Dudo, rigtig nok vil sige, at de Danske skal nedstamme fra Grækerne, som ogsaa kaldes Danaer, og deraf skal have deres Navn” (i originalen på latin står der ”Danos a Danais.”)

Citeringen fra Saxo stammer fra Munken Dudo (f. år 960 e.Kr.) fra St. Quentin’s værk ” Gesta Normannorum seu de moribus et actis primorum Normanniae ducum” (skrevet år 1015-1026). Her omtaler Dudo, bl.a. i kapital 5, Rollo og hans broder Gorm (Gurim) som henholdsvis fra Dacia, Dacians, dacigenae, Daner og Danaer og fra ”scanzam insulam”, dvs. Skåne, Sjælland eller Fyn. Sidstnævnte forbinder Dudo til Troja og til Danmarks folk.

Hvad munken siger i kapital 2 er helt præcist:

”Igitur daci nuncupantur a suis danai uel dani. glorianturque se ex antenore progenitos.”

Som jeg oversætter til:

”Derfor er Daci folket af deres egne kaldt danai eller dani. (De) glorificerer sig med at nedstamme fra Antenore”

Dudo’s Opus er oversat til dansk i 1979 (se litteraturfortegnelsen) men denne bog har jeg ikke haft adgang til. I den engelske oversættelse bliver ”danai” oversat til grækere. Ordet ”Dani” giver sig selv.

Lig her specielt mærke til at Danerne på dette tidspunkt på latin skrives som ”Daci.” Vi ser dette gentaget i Kjøbenhavns Diplomatarium (bind I, side 2-4, nr 3) den 25. marts 1193, hvor Waldemar I den Store på latin omtales ”W. rex Dacie.” Denne beskrivelse af Danmark og Danerne videreføres over en meget lang periode som vi ser 28. april 1329 med ”Gerardo comiti de Holstat, custodi regni Daciæ” eller Grev Gert af Holsten, Danmarks Riges Vogter. Først med Valdemar Atterdag 16. januar 1341 ser vi overgangen til Dani med ”Waldemarus dei gracia Danorum Sclauorumque rex et dux Estonie.”

Nu vender vi os imod det sydlige Dacia.

Det menes at Dacia lå i det der senere af Goterne, de indtog området år 275 e.kr., blev kaldt fyrstendømmet Wallachia i det nuværende Rumænien ud mod Sortehavet. Sidstnævnte ord var det samme basisord for Anglerne og Saksernes betegnelse for de oprindelige folkeslag i England, nemlig ”Wealas.” Dette ord udvikler sig til Welsh/Wales, og det er selvfølgelig derfor at den engelske kronprins altid er Prins af Wales. Den oprindelige hovedbygd var Curtea de Arges.

Jeg skal da ej heller undlade at indskyde at i dette område findes også Vlad Tepes’ slot, Cetatea Poienari. De kender ham formentligt bedre som Grev Dracula.

I år 1431 blev Vlad II indført i Drageordenen (Order of the Dragon) af Kejser Sigismund af Luxembourg. Denne ridderorden så det som sin hovedopgave at bekæmpe muslimerne i det Ottomanske emperium, der var en konstant trussel mod Europa efter Konstantinopels fald. Fra dette tidspunkt var dragen både i banner og mønt slået i fyrstendømmet Wallachia. Dragen var, som vi vil høre, i nordbolandene og på de britiske øer, et symbol på djævlen i den katolske verdensopfattelse, i dette tilfælde muslimerne. Vlad II tog derfor tilnavnet ”Dracul” i betydning af ”dragen.” Sønnen, Vlad III (år 1431-1476) med det officielle tilnavn Dracul fik senere tilnavnet Tepes (Spidderen eller meget bedre på engelsk: The Impaler) fordi man ofte kunne se hovederne af hans fjender sat på spyd uden for slottet. Vlad III regerede Wallachia år 1456-1462.

Udover ovennævnte vides meget lidt i skrift om de oprindelige bannere fra dette fyrstendømme, men Michael den Gode (ca. år 1593) havde en gul ravnefane, og Ravnefanen kender vi jo en del til.

Som vi har hørt fra Ptolemy, så har vi år 127 e.Kr. en lille gren af Aorsi folket i samme område. Ingen ved helt præcist, hvor det sydlige Aorsi folk boede mellem Moesia og Dacia. Men at det sydlige Aorsi folk har været i området ved vi med sikkerhed for det har Romeren Ovid allerede forklaret os fra sit eksil i byen Tomis.

Lig Beowulfkvadet kan vi se fra Ovids beskrivelser at han blander Daci sammen med Getae i hans beskrivelse af folkeslagene i Tomis, idet Ovid mener at de er beslægtet. Måske har de for en romer set ens ud og haft samme skikke, og var under alle omstændigheder intet uden barbarer. Dette eksisterer i bedste velgående også i dag hvor historieskrivere taler om Getae-Dacie folket fra Dacia.

Vi kender til to konger fra landområdet Dacia: Kong Burebista (ca. år 82-44 f.Kr.) og Kong Decebal (år 87-106 e.Kr.). Navnet på den sidste konge af Dacia synes at have assyrisk oprindelse, hvilket er i overenstemmelse med folkevandringen. ”Baal” betyder ”Herre” og ”Dece” = Dacia.”

Under Kong Burebista er Dacia landområdet hele vejen ud til Sortehavets kyst og inkluderer byen Tomis. Omkring år 30 f.Kr. under Kejser Augustus sendes Marcus Licinius Crassus til området for at undertvinge folkeslagene Roms overherrredømme. Omkring samtidigt opdeles Dacia, og området Moesia opstår med byen Tomis nu i Moesia (senere bliver Moesia opdelt i Moesia Inferior og Moesia Superior). Som vi kan se fra Ovids beskrivelser så har der muligvis været romersk overherredømme, men befolkningen bestod af helt andre folkeslag der vedblev at komme dertil som følge af alle omvæltningerne i forbindelse med folkevandringerne.

Tomis er i dag havnebyen Constantza i det østlige Rumænien og var som sagt hovedhavnebyen netop i landområdet Dacia. Ovid har forklaret os om Samaterne i byen, som vi nu ved var den sydlige Aorsi stamme. Og det gør han i år 9 e.Kr.

Og heri ligger i yderst vigtig oplysning. For hvis det sydlige Dacie folks forfædre var det sydlige Aorsi folk, og derfor kaldes Dacie folket, da følger det at det nordlige Dacie folk, Danerne eller Ase- og Tanifolket, eller Dem kære læser, må være nedstammet fra den nordlige Aorsistamme.

           

E-mail til Flemming Rickfors
     

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk