Af dyrlæge P. Jensen, Kværndrup 

En svensk dragon kom ridende fra Egeskov ved solopgang og sang på en salme. Da han var nær ved Kværndrup, skøde en af sognemændene ham. Det skete på vejen, der fortsættes i kirkestien hen mod landevejen, den hedder Ramsherred. For denne mand, der skød den svenske dragon, ville ingen ting trives efter den tid. Det har været almindelig folketro, at det netop var fordi, han skød svenskeren, mens han sang en salme, at alt vantrivedes for manden.

Den daværende præst i Kværndrup, Mads Knudsen Leegård, anfører i en dagbog eller en slags kirkebog: "d. 29. Decemb. 1659 begravet et Rytter, som Stephan i Volstrup havde myrdet". - Det er muligen den samme rytter, som sagnet omtaler.

De sidste svenskere, der lå her i sognet under svenskekrigen, fik deres rest i Kværndrup præstegård. Herhen var de nemlig bleven lokkede for at beværtes med brændevin og øl. Denne opvartning endte med, at de alle blev drukne og faldt i søvn. Bymændene var nu straks tilrede, tog geværerne bort, som svenskerne havde sat tilside, og slog derpå svenskerne ned med vognkæppe og forke og lignende våben. En af de svenske soldater vågnede dog op, da denne støj begyndte, og bad om pardon. Der var da en af mændene, der bad godt for ham, og man skånede ham og lod ham endogså få sit gevær med, da han bad derom. Men såsnart han var kommen vel ud af den åbne port, vendte han sig om og skød hen imellem mændene, der imidlertid var kommen ud i gården, og skuddet traf da netop den mand, der havde bedt godt for ham. De dræbte svenskere blev nu læsset på en vogn og kørt ud på den del af bymarken, der kaldes Albjergsmarken, til et særligt sted der kaldtes Tromskirke, hvor der var gravet en kule til at kaste dem i. På vejen herud var der en af svenskerne, der begyndte at røre sig, men såsnart kusken mærkede dette, greb han en vognkæp, og med denne slog han krigsmanden, så han var og blev død. Tromskirke er den mark, der på de to sider mod syd og øst omsluttes af Filipsgyden og Albjergsvejen. Stedet har i lange tider været anset for uhyggeligt om aftenen, men her stod også i gamle de største egetræer under Egeskovgård.

Et andet sagn, eller mulig en udløber fra det sidst omtalte, siger, at da man slog de sidste svenskere ihjel her i Kværndrup, var der en, som slap fra dem, men som blev forfulgt af bymændene, der nåede ham henne i byen, hvor han skjute sig bag et stort pæretræ. Samtidig ringede man med kirkeklokken, og da man nu kom hen imod svenskeren, spurgte han (som var han helt uvidende om, hvad der foregik): "Hvorfor ringer man dog?" "De ringer for din arme sjæl", svarede en af mændene, "for nu skal du dø", og dermed slog de ham ned.

Det store pæretræ synes at have stået for mindre end 100 år siden. Det har efter gamle folks forklaring stået i Jordemoderens Toft, ned ad ved husene nærmest Hjortekæret. Når vi hører dette sagn, kommer vi i tanker om den soldat, der skød den mand, der bad godt for ham ved myrderiet i præstegården. Det er så rimeligt, at han blev forfulgt af bymændene.

Da de svenske kom ind i landet, forjog de beboerne fra huse og gårde, og de måtte søge skjul omkring i skovene med deres børn i den strenge vintertid. Senere synes svenskerne at have været mindre slemme, og bønderne kom da bedre ud af det med dem.

En svensk krigsmand var bleven tilbage her, efter at hans landsmænd forøvrigt var forjagede. Han blev gartner på Egeskovgård, hvor han vistnok opholdt sig i flere år. Denne mand havde engang i krigens tid stukket et barn ihjel, og barnet havde i øjeblikket foldet sine hænder om hans spyd eller bajonet og set så ynksomt på ham. Dette syn kunne han ikke glemme, og han ønskede at få lejlighed til at vise en mere menneskelig måde at være på. Der indtraf da også snart efter en sådan lejlighed. Han var nemlig gået ind i en gård for at plyndre og fandt da konen her i barnsnød. Han gjorde hende nu ikke alene ikke noget ondt, men søgte endog at holde sine kammerater udefra, idet han tog en dyne og skar i stykker og spredte fjerene omkring i gården, ligesom han slog fjelle for vinduerne, alt for at bibringe kammeraterne den tro, at her var alt udplyndret i forvejen. Denne list lykkedes også fuldstændig. Denne historie fortalte han tit senere og føjede da altid til: "fortjente jeg mig ikke i Himmerig ved det sidste, så fortjente jeg Helvede ved det første."
Denne svenskers efterkommere lever endnu her på egnen, og de har indtil de seneste slægtled kendt deres afstamning.

I Volstrup by, Ringe sogn, enedes bymændene om på en og samme nat at skille sig af med de svenske krigsfolk, som lå der i byen, hvilket også fuldstændig lykkedes for dem, hver mand dræbte sin indkvartering. Alle de dræbte svenske blev ført uden for byen og begravede i en lille tørvemose lige neden for Springet, en banke nordvest for byen. En af svenskerne var imidlertid ved at live op igen, men en mand greb da et godt stykke brænde og bragte dermed svenskeren til endelig ro.

En gammel kone fortalte, at da polakkerne kom herind i landet for at hjælpe os mod svenskerne, viste det sig, at de var værre end selve fjenden, de røvede mere på 3 dage, end svenskerne ville have gjort på 3 år.
På spørgsmål om, hvad vel grunden kunne være til, at de plyndrede så slemt, svarede hun: "Det var for penge, vi skyldte dem".

Den gamle Mette Marie havde vistnok ret. Vi havde vel ikke betalt polakkerne deres sold, og derfor skyldte vi dem penge, dem de nu søgte at få fat på hvor som helst.

På Bobjerg Mark i Lunde sogn mellem Øksenhavegård og Skovbjerggård, der hvor Svendborglandevejen går forbi en tredie gård (Amsterdam er den undertiden nævnt), blev i svenskekrigens tid to svenske soldater skudt. Det gik sådan til: Ridefogden på Mullerup havde været nede i Skiftemosen ved Højes Ris for at tilse noget skov her, der hørte til Mullerup. På vejen hjemad blev han på ovennævnte sted standset af to svenske soldater, der truede med at udplyndre og dræbe ham. Han trak hurtigt en pistol frem og skød den ene soldat, den anden skød på ridefogden, men fejlede. Begge to skyndte sig nu at lade skydevåbnene igen, thi den, der blev først færdig, var naturligvis sejrherre. Her var ridefogden imidlertid den snarrådigste; han gav sig nemlig ikke tid til at sætte kugle i pistolen, men lod sin jernladestok blive i løbet i stedet for kugle, og med den skød han så svenskeren.

Dette sagn fik i 1890erne en slags stadfæstelse, idet der på den angivne kampplads fandtes en gammel soldatersabel. Fæstet var tildels smuldret, og klingen var sammennittet tæt ved fæstet; den havde altså engang været knækket. Sablen findes nu i museet i Svendborg.

Fra Svenskekrigen 1658-59
Af gmd L.J. Duelund, Lakkendrup

En god mils vej nord for Svendborg og lidt vest for Nyborg gl Landevej ligger landsbyen Lakkendrup, udgørende den sydøstlige del af det vidtstrakte Gudbjerg sogn.
Lakkendrup by er i en halvcirkel fra nordøst til sydvest omgivet af vidtstrakte, lave mosearealer, der strækker sig et stykke ind i den nordvestlige del af brudager sogn, og i flademål udgør ca 500 tdr land.
Dette omfattende mosedrag, som i almindelighed betegnes med Sortemosen, er nu så godt som overalt opdyrket, hvortil den i årenes løb flere gange foretagne opgravning og regulering af den såkaldte Sortemoseå i særlig grad har bidraget.
Men i gamle dage, for 1 a 200 år tilbage, da endnu intet særligt arbejde var gjort for vandets afledning, lå Lakkendrup by vel gemt bag disse moser og moradser, hvor vandet den meste tid af året oversvømmede store arealer, og hvor vejene bugtede sig frem i de underligste slyngninger efter højdedragene, eller hvor der fandtes lidt fastere undergrund.
Her på disse store fugtige flader førte mængder af vade- og svømmefugle ret et slaraffenliv. Ænderne snadrede i sivene, storken spankede, hvor den kunne nå bund med sine lange, røde ben. Viben boltrede sig skingrende i luften, mens sneppen og bekkasinen med hurtige vingekast skar henover de øde strækninger. Og ifølge sagnene snurrede horsegøgen sålænge for de gamle øg, at disse, følgende lyden, sank i moradserne, hvor de snart fik øjnene hakket ud. Også den store rørdrum skal have holdt til her. Den skal have kunnet skrige så højt, at rørdrummen i Hvidkilde sø kunne høre det og give gensvar.

Men det varslede ikke godt, når rørdrummen sådan lod sin stærke stemme høre i de stille nattetimer. Det betød enten krig eller dyrtid, særligt hvis den gav tre stærke stød.
Rørdrummens skrig har rimeligvis lydt her i Lakkendrup Moser i årene 1658-59. I alt fald havde der været grund til det.
Krigen stod for døren og var efter kort tids forløb i fuld gang.

Svenskernes indfald her i landet i 1658-59 gjorde overalt, hvor de kom frem, et stærkt indtryk på befolknigen. Og mindet om de begivenheder, der på en eller anden måde står i forbindelse med denne krig og de fjendtlige soldaters indkvartering hos beboerne, prægede sig så dybt i bevidstheden, at beretninger fra disse trængselsår levede i flere slægtled som mundtlige overleveringer fra forældretil børn.
Det var forud bekendt, at svenskerne nærede frygt for at komme ned på denne egn af Fyn. De var bange for at blive indesluttet ved Sorten Sø og for at blive taget tilfange ved de store strækninger af moser, sumpe og moradser, som omgav søen.
Men det svenske rytteri kom alligevel omsider her til Lakkendrup og blev indkvarteret i byen. At de har opført sig som strenge herrer, er også hævet over al tvivl.
Ifølge mundtlig beretning fra en forlængst afdød, gammel kone, der atter har hørt om tildragelsen af sine forældre og bedsteforældre, blev beboerne enige om, at hver mand i byen på en bestemt nat og på samme klokkeslet skulle slå sine indkvarterede svenskere ihjel. Og særlig anføres en gård (nuværende hus matr. Nr. 21b), hvor der blev slået mange svenskere ihjel.
Hertil blev benyttet forskellige slags redskaber, hvad man nemmest havde ved hånden, hvilket også  kunne være tilstrækkeligt, da svenskerne blev overfaldet, medens de lå i sengene.
Alle ligene blev ført ud i moserne og puttede ned i de dybe tørvegrave. Navnlig påvises endnu i en bestemt mark en lavning (under matr. Nr 4a), hvor byens ældste tørvegrave skal forefindes. Herfra melder sagnet, at mangen svensk soldat er puttet ned, ikke alene de, der ombragtes ved den foran nævnte begivenhed, men efterhånden, som folk så lejlighed til at rydde en eller anden svensker af vejen, blev han besørget ud i disse dybe huller.

Et andet sagn går ud på, at under krigen skal en trop svenske ryttere være blevet dreven ud i sumpene, hvor de sank ned og omkom.
En del geværer skal senere være fundet i mosedragene, hvilket altså tyder på, at svenskerne under en eller anden form har lidt nederlag. Og som et yderligere bevis på det svenske rytteris nærværelse her har i umindelige tider været fremhævet den omstændighed, at der i de nu opdyrkede moser har været fundet små bitte, forhldsvis brede, men tynde hestesko, der altid har været benævnt svenske sko, fordi de er så små, at de kun kan have været anvendt til meget små heste. Sandsynligheden formenes da at være for, at det er de små, svenske heste, som har været beslået med disse ejendommeligt formede sko.

Svenskerne i Kirkeby sogn
Af Hans Nørgaard

Alpevej 16, Egebjerg
Svenskerstalden matr. nr. 30, nu sammenlagt med matr. nr. 17 i Egebjerg. Dette hus skal ifølge sagnet være opført af svenskerne til opstaldning af deres heste.