Af Henning Nielsen

[Det fynske Itri. En historisk-topografisk beskrivelse af Vissenbjerg sogn. 1971

Denne sten findes på Assenbølle mark tæt nord for hovedvejen [Den gl. Odense - Middelfart hovedvej], og efter sagnet skal Knud den Hellige (konge fra 1080 til 1086) have hvilet sig på den og derved formet den som et sæde. Dette skete, da han var på flugt for vendelboerne, der havde gjort oprør. Han havde nemlig afkrævet dem store bøder, fordi de var sejlet hjem fra en flådeforsamling (med henblik på et magtbegærligt krigstog mod England), hvor kongen selv ikke var mødt til den aftalte tid. Det var denne flugt, der endte med mordet på kongen i St. Albani kirke i Odense, hvilket gjorde ham til en af Danmarks få helgener.

Foran selve St. Knuds sten er der en mindre sten, hvor Knuds våbendrager efter traditionen skal have siddet. Og desuden fortælles (Vedel Simonsen, Odense, 1,2,197), at "et Agerskifte derved efter Kongens Riddere kaldtes Ridderstien".

Sagnet om St. Knuds sten findes fortalt utallige steder, tidligst i præsteindberetningen til Ole Worm i 1623 (gengivet af Tang Kristensen i Danske Sagn IV, 25f.) Stenen kaldes "den bekiendte St. Knuds sten" og det siges, at "St. Knud skulde haft siddet og hvilet sig, der han rejste eller flyede fra Jylland og til Odense, hvor han blev dræbt og ihjelslagen i St. Knuds Kirke og en fornemlig Jyde cognomine (d.e. ved navn) Blaer Hins var hans første og største Bannere. Og det siges, der han hvilede sig paa fornævnte Sten, sank han udi Stenen, saa den endnu udviser et Menneskes Sæde."
(Her meddeles fejlagtigt, at Knud den Hellige blev dræbt i St. Knuds kirke, det var i St. Albani kirke. Den omtalte Blaer Hins er sandsynligvis Blakke (kendes fra talemåden "falske Blakke"), der var forræder mod kongen, men blev dræbt i kirkedøren.)

1730 omtaler Erik Pontoppidan (Theatrum Daniæ, s. 155) sagnet (oversættelse fra tysk):

"I omegnen af Odense, ved landevejen mellem Gribsvad og Vissenbjerg kirke, ligger en stor sten, som kongen (Knud den Hellige) skal have sat sig på for at hvile ud, da han .. flygtede for sine oprørske undersåtter. Efter munkenes angivelse skal denne sten have blødgjort sig under kongen og modtaget det endnu eksisterende tydelige siddemærke. Omkring den ligger en mængde små sten, der lidt efter lidt er kastet herhen af de forbirejsende, især af købmænd og håndværkere, som tidligere, når de drog til det årlige marked i Odense (det var den 10/7), mente at tilvende sig lykke og velsignelse i deres erhverv ved at kaste en sten derhen".

Her bringes vi ind på en meget interessant side af sagnene, nemlig om stenens magiske kræfter, som folk ikke har betvivlet, og stenen var da også et yndet valfartssted i middelalderen. Dette belyses også i flg. uddrag fra Th. Broder Bircherods "Kong Knud den Helliges Historie", s. 40f. (bogen er udgivet 1773, men naturligvis skrevet før forfatterens død 1731):

"Saaledes gav han (Knud den Hellige) sig paa Veyen ad Odense til med sine faa og nærmeste Raad, Venner og Tienere, og da de havde marcheret Halvveyen (fra Middelfart til Odense), som er tre Mile, en halvfierding Veys fra Vissenbierg Kirke, blev han der en stoer Steen vaer, som laae tæt hos Veyen, og var ligedannet som en Stoel.
Denne Leylighed beiente Kongen sig af, som af den lange Gang var halv mødig, og satte sig ned paa Steenen, og alle hans Medfølgere rundt omkring ham paa Jorden, samme Steen er endnu paa denne Dag der tilsyne, og kaldes St. Knuds Steen, og har Efterkommerne siden den Tid kast mangfoldige andre Steene rundt omkring den til en Amindelse, endog med nogen liden Overtroe derhos, at de, som ville fare til Markeder for at forhandle deres Gods, eller i andre Forretninger, har troet, da at gjøre en lykkelig Reyse, naar de havde formeeret denne Stenhob med at kaste noget dertil."

Og så sent som i 1840 (H.K. Rask: Morskabslæsning, s. 506) fortælles om denne skik: "Omkring denne Steen ligger en Mængde Smaastene, som Tid efter anden er kastede hen af Rejsende, især af Kræmmere og Haandværkssvende, som rejste til markedet i Odense, og som mente herved at skaffe sig Lykke til deres Forretninger."

I en forvansket udgave fremtræder sagnet f.eks. hos Tang Kristensen (Danske Sagn, 1871, IV, 26), hvor det fortælles om Knud den Store og ikke om Knud den Hellige:

"Ved den gamle landevej mellem Odense og Middelfart ved landsbyen Assenbølle skal der i umindelige tider have ligget en meget stor sten, hvorom folk fortæller følgende: Da Knud den store en gang gjorde en rejse gjennem Fyen til Odense, skal han ved Assenbølle være bleven overfalden af en usædvanlig træthed og satte sig da på stenen en liden stund for at udhvile sig. Da han vilde rejse sig, satte han begge hænder mod stenen for lettere at komme op. Men der blev indtryk i den efter hænderne (!), hvilke mærker man kunde se på den, så længe den ikke blev bortflyttet. Den er for kort tid siden bleven kløvet af ejermanden."

Denne fremstilling er fortalt til Tang Kristensen af seminarist M.K. Godskesen, der var bolsmandssøn fra Vissenbjerg, hvilket kunne tyde på, at dette var en udbredt misforståelse.

Et ulige mere spændende sagn, med et andet indhold end det sædvanlige, fortælles 1819 hos Thiele, idet han rimeligvis efter Mathias Winthers meddelelse fortæller følgende (Danske Folkesagn II, 112):

"Da engang en Tyv ved Nattetid havde stjaalet et Faar fra en Bonde og skyndte sig med sit Bytte over Vissenbjerg Mark ved Odense, blev han underveis træt og maatte hvile sig paa St. Knuds Steen .. Men der han atter vilde til at gaae, mægtede han ikke at reise sig fra Stenen, efterdi den holdt fast paa ham, og maatte han da blive der siddende indtil den lyse Dag."

Stenen findes også omtalt hos H.C: Andersen og flere andre steder.

Den folkepsykologiske baggrund for en sådan sagndannelse er vel den almene trang til at forklare ( i dette tilfælde hvorfor en stor sten med en sådan form ligger netop der), som har været menneskets kendetegn fra tidligste tid. Det er straks mere usikkert, men dog sandsynligt, at der i dette tilfælde også er en religiøs faktor, idet den omtalte skålformede fordybning på stenens fremstående ryg, skønt den vel at mærke er af naturlig oprindelse, minder om lignende kunstige fordybninger, der findes på helleristninger, og som har været anset for udtryk for ilden og knyttet til soltilbedelsen. At der også i den kristne tid har været knyttet trosforestillinger til stenen, ses af ovenstående beretninger om de småsten, der blev kastet til den. Denne offerhandling har sin rod i en primitiv tro på, at stenen var besjælet og havde magiske kræfter.

Stenen er en typisk skelsten (ligger nær herredsskellet), hvor de kongelige i lenstiden ofte måtte vente, idet bønderne fra Odense herred her afløste dem fra Vends herred (de var nemlig pligtige til at gøre ægt, dvs. kørsel, når lensmanden befalede dette).

Langt op i tiden vedblev stenen at have en vis tilknytning til kongerejser. Da Frederik V (1746-66) engang skulle rejse forbi, lod konferentsråd Simonsen på Erholm således pladsen omkring den skuffe og bestrø med blomster.

At man skiftede heste her ved St. Knuds Sten ses også af Dronning Christines Hofholdningsregnskaber fra 1507 (udg. 1904 ved Vill. Christensen, s. 261) : det er første gang, stenen nævnes:

"Item gaff jeg 6½ mr. fore voghenlevæ vdi Medelfaar till myn frves folck ind till sancti Knutz steen (18/9)".

Til sammenligning kan anføres, at det i 1618 kostede 3 mark at leje en vogn fra Odense til St. Knuds Sten (iflg Odense Kræmmerregnskaber 1618-19).

Allerede 1812 ønskede Commissionen for Oldsagers Opbevaring at få stenen fredet, idet den skriver (Antiquariske Annaler I, 363):

". Disse Stene, som Almuen af Ærbødighed hidtil har skaanet, ønskes fremdeles bevarede."

Imidlertid blev dens plads ved landevejens forlæggelse o. 1805 fjernet noget længere fra denne end hidtil, hvilket gav anledning til det rygte, at den var blevet bortført og kløvet og sat i en mølledæmning. Hvis ikke overvejmesteren H.Fr. Rosenberg havde befalet, at stenen skulle blive liggende urørt på sit gamle sted, var den da også givet endt som vejmateriale, men heldigvis blev den bevaret, og blev i september 1887 ved gårdejer Søren Pedersens imødekommenhed fredet.
Også efter fredningen kneb det dog med at få omgivelserne holdt i hævd (således lå den længe i noget højt græs og i 1945 endog i en andegård omgivet af trådhegn, men ved Fredningsnævnets indgriben fik man klarere regler for en mere passende ramme (af grønt og blomster).