|
I nærheden af Hesselager by, er "vistnok den største
løse sten af krystallinsk bjergart" i Nordeuropa udenfor
den skandinaviske halvøs og Finlands bjergegne.
Stenen omtales allerede i det 18. århundrede af Erich Pontoppidan
i "Danske atlas" I (1763), s. 439 efter gehejmeråd
Adelers manuskript og angives der at være "54 alne i
omkreds, men i længden 22 og i breden 15 alne" (omregnet
til meter henholdsvis 33,9 i omkreds, 13,8 i længde og 9,4
i bredden).
I det 19. århundrede omtales Hesselagerstenen af H. Steffens
i "Geognostisch-geologische Aufsätze" (Hamburg 1810),
s. 123. Steffens har dog næppe selv undersøgt stenen; han
angiver samme dimensioner som Pontoppidan.
Senere er stenen omtalt af C. Dalgas i hans "Bidrag til
Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand"
IX (Svendborg Amt 1837), s. 14, hvor "Dame-Stenens"
størrelse er opgivet til 18 alen lang, 15 alen bred, 12½ alen
høj og 64 alen i omkreds.
Senere (1840) er Dammestenen bleven undersøgt af geologen
Forchhammer, som omtaler den kortelig flere steder i sine
mange skrifter. Nærmere oplysninger om denne undersøgelse
haves i Forchhammers manuskriptprotokol I, som opbevares i
Mineralogisk Museums arkiv.
Side 122 i manuskriptprotokollen findes følgende angivelse
fra 1840:
"Stenen ved Hesselager, som på en tegning hos mølleren
i Vormark var kaldet Damestenen, havde en lodret højde af
11 fod (3,5 meter), en længde af 40 fod (12,6 meter) og en
omkreds af 105 fod (32,9 meter). Den fremstiller en pyramide
af den anførte omkreds og højde, men hvormeget af denne pyramide,
der ligger skjult i jorden, lader sig ikke vel bestemme. Man
skulle tro, at der var endnu mere skjult end blottet, da alle
pyramidens sideflader løbe skråt ned, som om dens basis var
endnu større end den, der kan måles ved jordoverfladen. Man
vil sandsynligvis uden at begå en stor fejl kunne antage den
skjulte del for lige så stor, som den, der ligger over overfladen."
Kort tid efter Forchhammers undersøgelse blev Dammestenen
delvis udgravet på den nordøstlige side ifølge Kristian den
VIIIs befaling, efter at godsejer Dons til Hesselagergård
havde fredlyst stenen og skænket den til staten.
Efter udgravningen blev Dammestenen 1843 undersøgt af daværende
student, senere amtmand, kammerherre E. Vedel, som indgav
en skriftlig beretning om sin undersøgelse til Forchhammer,
hvilken beretning findes indført i Forchhammers manuskriptprotokol
I, s. 122-123. Den opfattelse, at stenen skulle være "en
faststående granitklippe, ved en øformig hævning bragt op
til dens nuværende stade", gendrives i denne beretning
ved, at sidernes udadskrånende retning ophører i en dybde
af 1,3 meter under overfladen; i denne dybde bliver siderne
lodrette, og den nordre side skråner derefter mere og mere
indad. Stenen skildres som en granit med mørkegrå kvarts,
lysegrå feldspat og brungul glimmer. Den nordlige side er
aldeles glat afsleben. Omkredsen på det bredeste sted, omtrent
1,3 meter under overfladen, beregnedes til 45,8 meter.
Dammestenen er en lys, rødliggrå, middelkornet granit, som
nogle steder er gennemsat af smalle gange. Den er bevokset
med mos, hvilket vanskeliggør undersøgelsen af den, meddeler
Victor Madsen. Nogle partier af den (gange?) er grovkornede,
andre er finkornede og mørkegrå af farve. Nærmer man sig stenen
fra sydvest, er dens udseende ikke anseligt, idet den kun
hæver sig 1½ meter over det omgivende terræn. Set fra den
modsatte side får man derimod et indtryk af dens forbavsende
størrelse, idet den danner den ene side i den betydelige udgravning,
der, som ovenfor nævnt, blev foretaget på Kristian d. VIIIs
befaling. Udgravningen er ført ned til noget forbi den dybde,
i hvilken stenen har sin største bredde; stenens laveste
punkt er ikke bleven nået. Nivelleres fra det laveste punkt
i udgravningen til stenens top, fås en højdeforskel på 9,8
meter. Omkredsen på det bredeste sted er som ovenfor anført
beregnet til 45,8 meter. Stenen ligger i gult moræneler. Efter
at der var aflejret tilstrækkeligt af dette til, at stenen
kunne ligge fast, trods isens bevægelse hen over den, har
den forholdt sig til isen, som om den var fast fjæld. Dens
øverste del har fået form som en rundhælle med udpræget stød-
og læside, og stenen er bleven tydelig isskuret. Skurestriberne
ses bedst på stenens nordøstlige side. Ved rengøring af stenens
ryg påvistes på denne en del grove og temmelig utydelige skurestriber,
som dog i solskin, når stenen var passende fugtig, kunne måles
med temmelig stor nøjagtighed. Dammestenens vægt anslås til
henved 1 million kilogram.
Den er omtalt og afbildet i de fleste geologiske og geografiske
lærebøger. Til denne naturhistoriske literatur om Dammestenen
findes der henvisninger i Victor Madsens værk: "Kortbladet
Nyborg" (Danmarks geologiske Undersøgelse, I. række,
nr. 9, 1902, 33-38), og de ovenanførte geologiske oplysninger
om Danmarks største sten er da også hentet fra dr. Madsens
værk.
Vi skal nu høre, hvilke folkesagn, der er knyttet til stenen
ved Hesselager. Allerede i C. Dalgas` fornævnte skrift om
Svendborg Amt fra 1837, side 14 er nævnt et sagn om stenen.
"Man fortæller, at en dame, der boede i Hou (den nordre
ende af Langeland), forbittret over, at spiret af Svinninge
kirke tjente de søfarende til for godt et mærke, i vrede engang
kastede den omtalte sten imod Svinninge spir. Men uagtet man
ikke kan nægte, at den gode dame har havt kræfter og forstået
at tage sigte, har stenen dog kun nået 2/3 af vejen".
I Evald Tang Kristensens "Danske Sagn" III, nr.
145, 150, 170, 205, 206, 223 findes der følgende optegnelser
- her i udtog - af vedrørende stenen: "Den er kommen
fra Langeland." .. "En karet kan vende oppe på den";
slynget i strømpebånd af en kæmpe fra Bregninge bakke, Tåsinge,
efter Svindinge kirke; båndet brast, så den kom ikke så langt.
- Kastet i strømpebånd af en troldkvinde på Langeland efter
Svindinge kirke - kastet af en kvinde på Langeland efter Svindige
kirketårn. - kastet i strømpebånd af en trold fra den yderste
pynt af Langeland efter Svindinge kirketårn. - kastet af en
troldkvinde på Hov efter Svindinge kirke, fordi den kunne
ses så langt borte og havde tre klokker, "hvoraf den
ene er en af de største her i landet". -
I Dansk Folkemindesamling, arkivkapsel 1906/31b: 1097, findes
udtog af fem optegnelser om Dammestenen, indsendt til denne
institution efter 1919. Kort gengivet er disse sagn af følgende
indhold: Stenen er kastet af en troldkvinde på Langeland efter
Svindinge kirkespir. - kastet af en jættekvinde ved Korsør
efter en lindorm ved Bregninge kirke. - kastet af en jætte
fra en af de omliggende øer mod den første kirke, da klokkerne
ringede.
Rasmus Hansen har i sin barndom hørt sagnet således fra Oure
og flere steder: Dammestenen skal være kastet af en
jætte fra Langeland efter Svindinge kirke. "Det pak
kun slet ikke fordrage at høre klokkerne; og denne havde sagtens
troet at gøre sit folkefærd en stor glæde, ved at knuse kirken
før hun blev færdig. Han nåede dog ikke, hvad han ville, for
hans hosebånd, som han slyngede stenen i, gik istykker, og
stenen faldt, hvor han ligger endnu. De mere vantro mener
ikke, stenen har været så stor, ved kæmpen kastede ham, men
at han er vokset siden, ja der er dem, der tror, han vokser
endnu, hvergang han lugter nyt brød.
Smedekone Hanne Christoffersen, Humble, meddeler 16. oktober
1928 til H.C: Frydendahl, at Hesselagerstenen er kastet, vistnok
af en trold fra Egeløkke på Langeland mod Svindinge kirke
på Fyn. Men stenen faldt jo for tidligt ned.
Man vil af de ovenstående sagaudtog se, at sagnene alle er
enige om, at Dammestenen er kastet efter en kirke af en kæmpe
(trold, troldkvinde, jætte) fra en anden ø end Fyn (Langeland,
Tåsinge, Sjælland). Sagnet, der uden tvivl er ældgammelt i
Sydfyn, kender vi på tryk fra 1837 og fremefter; men navnet
Dammesten er allerede nævnt i Præstens Indberetning 1623,
og det er sikkert forkert, når der overalt i literaturen er
brugt formen "Damesten", der vel sagtens beror på
en slet etymologi, idet boglærde personer i denne navneform
har villet finde en hentydning til sagnet om troldkvinden
("Damen"), der udslyngede stenen mod en kirke. En
tolkning af navneleddet Damme- (hvis ikke betydningen: Dame
(Kvinde) er den rigtige) tør jeg ikke give; muligvis er det
dog beslægtet med ordet "dæmning", middelaldernorsk
dammr, færøisk dammur (dæmning), ældre svensk damber (dampr),
opdæmning.
Jeg har en lille aendring til sagnet omkring damestenen.
troldkvinden, var uvenner med soefolkene, og disse brugte
svindinge kirketaarn, til orientering for deres navigering,
hendes haandaftryk ses tydeligt paa stenen.
med velig hilsen Kaare Mayland.
25-05-03 tilføjelse
Jeg har læst siden om Damestenen og dens oprindelse..
En af de varianter af sagnet om dens oprindelse, jeg kender,
har en finte om, at da heksen havde kastet stenen og den var
godt på vej til Svinninge, "kom der en engel ned
fra himlen og satte sin fod på den, så den faldt
ned, der, hvor den nu ligger. Og ovenpå er der et mærke,
som af en fod.."
I min familie har vi siden brugt en del tid på at finde
mærket - hvis engle går med sutsko og har meget
store fødder, så har vi fundet fodaftrykket :-)
En anden tilføjelse går på, at heksen hver
julenat kommer og sidder på stenen og bander over sin
manglende træfsikkerhed. Går man ud til stenen
julenat, kan man roligt regne med ikke at komme hjem igen!
Mange hilsner
Tine Olsen
|
