Illustreret Beskrivelse  af Byens Tilblivelse og Udvikling til Nutiden fortalt af en gammel Svendborger. Svendborg. Trykt og udgivet af Svendborg Akcidenstrykkeri (V. Westermann) 1903. 

Faa Steder i Danmark møder Øjet et saa tiltalende Syn, som naar man en stille Sommerdag fra et af de mange Højdepunkter, der omgiver Svendborg, ser ud over det idylliske, fredeligt smilende Landskab, der her udbreder sig for Beskueren.
Sjælland har sine prægtige Skove, sit smilende Øresund, og Jylland sine tungsindige Heder, sit alvorlige Vesterhav; men Fyens Sydkyst frembyder vel nok det smukkeste og ejendommeligste, ægte danske Billede: Bakker og Dale, Skove og Marker i uafbrudt Vekslen, den venlige By, det blinkende Sund, Taasenge med den højtliggende Bregning Kirke, den lille Sømandsø, Thurø, og bag alt dette Langeland som Billedets Baggrund.

Parti ved Svendborg Sund

Middelalderens Munke havde Sans for Naturskønheder og byggede næsten altid paa de skønneste Steder. Et af Landets ældste Klostre opførtes her ved Sundet (1236), men allerede da var Svendborg til. Naar Byen er opstaaet, vides ikke; med Svend Tveskæg og Svend Grathe har den intet at gøre, og dens Navn kan ikke udledes fra disse.
Muligvis har her i Oldtiden været et hedensk Offersted; senere i Tiden er der fremkommet et Fiskerleje, men som Købstad er Byen - iøvrigt i Lighed med de fleste af Landets andre Købstæder - først fremstaaet under Valdemarèrne. Begge Byens Kirker er efter al Sandsynlighed fra Valdemar Sejrs Tid, og den nu nedbrudte Klosterkirke er sikkert fra samme Konges Tid, men endnu tidligere har her været en "Borg", altsaa et befæstet Kronen tilhørende Slot og Sædet for en kongelig Embedsmand. Denne Borg er imidlertid forlængst forsvunden uden at efterlade noget Spor; vi ved ikke, hvor den har ligget, endnu mindre, hvorledes den har set ud; men til den knytter sig den ældste, historiske Efterretning om Svendborg. Den omtales nemlig i et Diplom af 15. Juni 1229 hvorved Kong Valdemar skænker sin Svigerdatter Eleonora (den unge Kong Valdemars Hustru) som Medgift det sydlige Fyen med Borgene "Swinæburgh", "Wordburgh" og "Foburgh". I dette Kongebrev har vi Byens oprindelige Navn. Den har simpelthen heddet "Svineborg". Byen og Borgen var omgiven af store Skove; disses Olden gav rigelig Næring for Svin, som Borgerne altsaa har haft i stor Mængde, og svineholdet har derfor givet Navn baade til Borgen og Byen.
Senere hen er Navnet stavet paa flere forskellige Maader og først i det 17de Aarhundrede fremkommer Navnet: Svendborg.
Samtidig hermed er Sagnet fremkommet om, at Byen skulde være anlagt af en Kong Svend; kun vidste man ikke rigtigt, hvilken Kong Svend man skulde give Æren.
Naar vi vil forsøge at danne os et Billede af, hvorledes den gamle By har set ud i sin første Ungdom, maa vi først tænke os Sundets Udstrækning betydelig større end nu. Det har i Aarhundredernes Løb maattet afgive meget af sit Omraade til den By, der opstod ved dets Kyst.
Hele den Plads, som nu optages af Kvægtorvet, Frederiksgade, Jessens Mole og Nordre Havn er jo for ganske nylig frataget Sundet; men for nogle Aarhundreder siden gik dette paa Byens nordlige Side helt op over Dronningemaen. Ved Gravninger her i Midten af det 18de Aarhundrede har man fundet Rester af Baade,  og hvor der har været Baade, har der ogsaa været Vand.
Byens nordre Grænse har altsaa været ved den nuværende Bymølle, hvad ogsaa Gadenavnet "Tullebrinke" (Thules Brink = den yderste Brink) tydeligt nok siger os. Mod Syd og Sydvest har Sundet dækket hele det Terræn, hvor nu Villakvarteret "Lunden" er i Færd med at rejse sig, og hvor der for faa Aar tilbage var en vid,sumpet Mark. Oprindelig har Byen altsaa kun været landfast paa sin vestlige Side.
Hvor Sundet holdt op, tog Skovene fat.
De Smaaskove, som i vore Dage ligger spredte uden om Byen, er kun sørgelige Rester af fordums Herlighed, kun ubetydelige Ruiner af et stort, sammenhængende Hele.
Det er paa den her omtalte lille Halvø, at det første Fiskerleje er opstaaet, gemt bag Skovene og gemt for Sørøvere, dækket, som det var, af de mange Smaaøer og ved det vanskelige Farvand, hvor det ikke var let for ukendte Folk at finde ind.
Saa byggedes Borgen for at værne om Fiskerlejet og vel ogsaa for at værne om, at Kronen fik sine Afgifter, at Fiskerne gav Kongen, hvad Kongens var; lidt senere kom Klosteret og Kirkerne for at værne om, at Gud fik, hvad hans var.
Om Klosteret og Kirkerne skal senere tales, kun skal her bemærkes, at Kirkerne den Gang havde et noget andet Udseende end nu, og at navnlig Taarnene var uden Spir og ganske lignede almindelige Landsbykirkers Taarne.
Omkring Borgen, Klostret og Kirkerne laa Fiskernes og Borgernes Hytter, lave og uanseelige, opførte af Bindingsværk, klinede af Ler, tækkede med Straa. Gaderne var snævre, krumme, uden Brolægning, dygtigt snavsede, vel næppe mindre stejle endnu og kun omfattende en mindre Del af den nuværende egentlige gamle By.
Udenom det hele løb Befæstningen, rimeligvis oprindelig kun bestaaende af nedrammede Pæle med indflettet Risgærde, Plankeværk og deslige. Den blev saa senere gentagne Gange udvidet og forbedret. I den sydøstlige Del af Byen, som et Led af Befæstningen og vistnok den stærkeste Del af denne, bestemt til at dække Indløbet til Sundet mod Syd, laa det saakaldte "Skattertaarn". Det er temmelig sikkert opført paa Valdemar Sejrs Tid og har været et ret anseligt Stentaarn, hvoraf der endnu for halvtredie hundrede Aar siden fandtes Ruiner. Resen skriver nemlig, at der fandtes "gammel Mur af et Taarn, som har været brugt til at lægge Stykker (d.e. Kanoner) paa."
Nu er disse forlængst forsvundne, og det kendes ikke, hvor Taarnet har ligget. Antagelig har det været i Nærheden af Skattegade, der har Navn efter Taarnet, men hvad har saa Taarnet faaet Navn efter? Det ved vi heller ikke, men i hvert Fald er det næppe saaledes, som man tidligere har ment, efter "Skotterne".
Som Helhed har Befæstningen næppe været synderlig bevendt; i hvert Fald blev den regelmæssigt indtaget hver Gang den blev stormet.

Vi har nu forsøgt at give en Antydning af, hvorledes den unge Købstads Udseende kan tænkes, da Kong Valdemar Sejr Skærtorsdag 1241 lukkede sine Øjne paa Vordingborg Slot. Det paafølgende Hundredaar var kun altfor rigt paa Ulykker for Landet, og Svendborg fik sin rigelige Part af dem.
Ved Kong Valdemars Død tilfaldt Byen hans næstældste Søn Abel som en Del af dennes Arvelod. Da den uhyggelige Broderstrid  opstod mellem Abel og Erik, gik det ogsaa ud over Svendborg, der først blev erobret af Erik og derpaa tilbagerobret af Abel.
At dette ikke løb af uden Plyndring og Brand, er en Selvfølge.
Ved Kong Abels Død tilfaldt Byen en af hans Sønner, der ligeledes hed Abel og ligeledes kom i Spektakel med Kongen (Christoffer den 1ste). Dette medførte nye Plyndringer og nye Brande, men endte iøvrigt med, at Abel beholdt Byen, i alt Fald døde han her 1279 og blev begravet i Graabrødrenes Klosterkirke. En halv Snes Aar efter Junker Abels Død fik Byen Besøg af den norske Konge, Erik Præstehader,d er heller ikke kom i nogen god Hensigt, og for tredie Gang blev Byen plyndret og brændt.
Saa havde den Fred til 1316, da den paany blev afbrændt, denne Gang af Junker Christoffer, der laa i Strid med Broderen, Kong Erik Menved. Endelig kom Lybækkerne i 1389, og paany blev Byen plyndret og brændt. Det var 5te Gang i mindre end 140 Aar. Saa hørte det endelig op, og det var da ogsaa paa Tide. Det, man forbavses mest over, er, at der virkelig kan have været noget at plyndre hver Gang. Haarde Tider maa det have været for Byen, og Borgerne har maattet sande den gamle Kæmpevises enfoldige Ord om, "at nu stander Landet ud i Vaade."
Iøvrigt maa man med Hensyn til disse hyppige Plyndringer med tilhørende Brande vel tage sig i Agt for at anstille Sammenligninger mellem Nutidens Forhold og Datidens. Svendborgerne kunde i det 13de Aarhundrede tage en saadan Tørn med adskillig mere Sindsro, end vi kan gøre det nu om Stunder.
De elendige Hytter var lette og lidet bekostelige at opføre,d e vare endnu nemmere at brænde af; men det var heller ikke saa vanskeligt at faa dem bygget op igen, og hvad Plyndringerne angaar, da havde Folk den Gang ikke saa meget Liggendefæ som nu, og hvad man havde af Guld, Sølv og andre Værdigenstande - meget har det næppe været - kunde man som Regel nok naa at grave ned i Jorden eller paa anden Maade faa godt gemt, naar man fik Færten af, at der var Ugler i Mosen. At man i ældre Tider brugte at sikre sig paa denne Maade, naar man frygtede Fare, fremgaar tydeligt nok af Møntfund, gjorte til forskellige Tider. Saaledes fandt man i 1885 ved at nedbryde en gammel Bygning ikke mindre end 51 Guld- og 3779 Sølvmønter, nedlagte i en Gryde. Mønterne var fra Erik Pommerns Tid og endnu ældre.
Værst var det for Graabrødreklosteret, der selvfølgelig heller ikke gik Ranet forbi, og der var som Regel noget at tage; men Klostrene kunde dog af og til gøre sig Haab om at faa Erstatning; i hvert Fald vides det, at Lybækkerne 1266 gav Graabrødrene i København og Svendborg 50 Mk i Erstatning for den Skade, der i Krigens Tid var tilføjet deres Klostre. Dette Beløb havde Klostrene selv ansat Skaden til og de har vel næppe sat den for lavt.
Efter al denne Plyndren og Brænden fik Byen Fred og Ro indtil Deltagelsen i Grevens Fejde, og vi vil nu, inden vi gaar videre, dvæle lidt ved det gamle Svendborgs interessanteste Bygning, det gamle Graabrødrekloster, der var den ældste af Byens Kirkebygninger, idet det opførtes 1236 af Valdemar Sejrs tidligere Drost og Høvedsmand i Svendborg, Astrad Trakke, der selv endte som Munk i Roskilde.

Den gamle klosterkirke

Nu er der intet mere levnet af denne ærværdige og anselige Bygning. Den laa, hvor Banegaarden nu staar, og var opført i 4 Fløje. Den sydlige var den taarnløse Klosterkirke. Den har ligget parallelt med den nuværende Frederiksgade, og naar der  foretages Jordarbejder i Baneterrænets sydlige Del, komme Murrester af den gamle Kirke tilsyne. I Kirken var mange Begravelser, baade adelige og borgerlige, og da den 1828 som overflødig og unødvendig blev nedbrudt, blev Kisterne ført ud paa den nye Kirkegaard ved Langestræde og nedsænkede der. Under Gulvet i Koret laa den foran omtalte Junker Abel.
Den vestlige Fløj blev efter Reformationen benyttet som Latinskole, men da denne nedlagdes 1740, henstod Fløjen ubenyttet, og den forsvandt saa sammen med Kirken. Paa dens Plads opførtes den gamle Borgerskole.
Den nordlige Fløj, en lang, lav enetages Bygning, der oprindelig indeholdt Munkenes Celler, fik Lov at staa indtil 1875, men da Banearbejdet begyndte, maatte ogsaa den række Hals, og dermed forsvandt saa den sidste Rest af Klosteret. Den benyttedes efter Reformationen som Hospital, senere som Lemmestiftelse. Mange Svendborgere vil erindre adskillige af dens Beboere, bl.a. Dorthe Thune.
Den vestlige Fløj, om hvilken vi aldeles intet ved, blev rimeligvis nedbrudt straks efter Reformationen.
Et Stykke nord for den nordlige Fløj laa en ret anselig, særskilt Bygning, der oprindelig har været benyttet som Abbedbolig. Den nedbrødes sidst i tredserne og kaldtes i daglig Tale "Klostergaarden". Dens sidste Ejer, forinden Kommune erhvervede den, var en nu forlængst afdød Justitsraad Theill.
Hvor nu Banepladsen er, laa Klosterets Kirkegaard, og mod Øst gik Klosterets store, smukke Have ned til Stranden.
Alt dette tilhører nu en svunden Tid, og paa Tomterne har nu Byens fashionableste Kvarter rejst sig.
Det er besynderligt Billede af Tidernes Omstiften!
Hvor det gamle, ærværdige Kloster laa med sine statelige Bygninger, paa dette fredhellige Sted, hvor Munkene færdedes, hvor Salmer og Messer løde, hvor Slægt efter Slægt søgte Kirkens Trøst, hvor Slægt efter Slægt fandt Gravens Hvile, der staar nu en Banegaard med alt sit moderne Tilbehør. Togene kommer og gaar, Lokomotivet stønner, og Dampfløjten lyder. Alt dette har ikke meget tilfælles med Messer og Salmesang, og der, hvor Kirkegaarden laa med Kors og Grave, staar nu Byens eleganteste Bygninger, Bank, Telefonstation og Hotel.
Ja! Tiderne skifter, og om vore Fædre stod op af deres Grave, vilde de sikkert undre sig.
Om Forandringen vil tiltale dem, er en anden Sag. Hver Tid ser med sine egne Øjne.

Om Svendborg fortsat Del 2